23948sdkhjf

”Byg et hospital” byder indenfor ved Regionshospitalet Viborg

Byggeriet af fremtidens akuthospital er i fokus, når skoleklasser i efteråret besøger Regionshospitalet Viborg. Her skal projekt ”Byg et hospital” give de unge et indblik i byggebranchens muligheder.
I alt 11 skoleklasser kigger i løbet af efteråret indenfor på Regionshospitalet Viborgs store byggeplads. Formålet er at give de unge et indblik i byggefagene og de muligheder branchen rummer.

- Vi glæder os rigtig meget til at tage imod de mange unge gæster. Som stort offentligt byggeri vil vi gerne være med til at sikre fortsat rekruttering til byggebranchen. Samtidig vil vi selvfølgelig gerne vise vores eget projekt frem og fortælle de unge, hvad de kan forvente af fremtidens akuthospital i Viborg. Selve byggeriet er jo rammen om det hospital, patienterne vil møde i fremtiden, forklarer projektchef Lillian Kristensen fra Regionshospitalet Viborg.

Nyt blod til branchen
Det er fagforeningernes landsorganisation, LO, der har taget initiativ til projekt ”Byg et hospital”.

- Lige nu er der meget hospitalsbyggeri i gang, og det er oplagt at tage udgangspunkt i. Byggebranchen skaber udvikling, og det er vigtigt, at vi også fremover har dygtige faglærte medarbejdere i branchen. Derfor vil vi med projektet give folkeskolens ældste elever en fornemmelse af, hvad et job som håndværker kan byde på, fortæller projektleder Søren Høj Eggers fra LO.

Samme mission har erhvervsskolen Mercantec i Viborg. Skolen uddanner blandt andet fremtidens tømrere, murere, struktører og bygningsmalere.

- Der er udsigt til stor mangel på kvalificerede bygningshåndværkere i den nærmeste fremtid. Derfor er det vigtigt, at muligheden for at vælge et håndværksfag også indgår i elevernes billede af deres fremtidige karrieremuligheder, siger Kurt Hilbert Thomsen, uddannelseschef på Byggetek, som er Mercantecs afdeling for bygge- og anlægsuddannelser.

Sav i hånden og jord under skosålerne
For alle aktørerne har det været afgørende, at skoleeleverne oplever andet end PowerPoint-præsentationer og stillesiddende undervisning, når de gæster Regionshospitalet Viborg.

Derfor kan eleverne blandt andet se frem til et besøg ved selve byggepladsen, hvor de kan se og høre om arbejdet med at grave ud til det nye akutcenter og få renset byggegrunden for forurenet jord. Samtidig får eleverne selv en sav i hånden, når der skal løses praktiske opgaver i samarbejde med underviserne fra Mercantec.

Forud for byggeriet har LO desuden været på besøg på skolerne, og når projektet er slut, vil eleverne blandt andet have hørt om arbejdsmiljø og sikkerhed på byggepladsen, byggepladsens indretning, de forskellige processer i et byggeri - og ikke mindst visionerne om at skabe fremtidens akuthospital i Viborg.

Projektet er finansieret af Region Midtjylland, og sideløbende med forløbet i Viborg gennemføres også tilsvarende projekter på Region Midtjyllands byggepladser ved Aarhus Universitetshospital i Skejby og det nye vestjyske hospital i Gødstrup.

Fakta om hospitalsbyggeriet i Viborg
• Frem mod 2018/2019 bygger Regionshospitalet Viborg om og udvider for i alt 1,15 milliarder kroner

• I alt 32.000 nye kvadratmeter bygges til, mens 38.000 kvadratmeter af det eksisterende hospital bygges om

• Største delprojekt er byggeriet af 24.000 kvadratmeter nyt akutcenter

• Regionshospitalet Viborg vil i 2019 råde over i alt 120.000 kvadratmeter
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11