23948sdkhjf

Nybyggeriet stabiliseres på meget lavt niveau

Nye tal indikerer stabilisering i det påbegyndte etageareal. Dog er nybyggeriet stadig på det laveste niveau siden 1993.
De foregående års nedgang i nybyggeriet bliver i år afløst af en stabilisering. I 2014 bliver det påbegyndte etageareal med andre ord på det samme niveau som i 2013, lyder vurderingen fra Dansk Byggeri i en kommentar til den foreløbige byggestatistik fra Danmarks Statistik.

Danmarks Statistik har estimeret, at det samlede påbegyndte etageareal er 2,7 millioner kvadratmeter i januar-september 2014, hvilket er det samme som i de tilsvarende måneder i 2013, når man ser på de først offentliggjorte og sæsonkorrigerede tal for begge år.

- Når vi korrigerer for forsinkelserne i indberetningerne til Bygnings- og Boligregistret, som medfører, at niveauet gennem de næste år vil blive justeret op, så skønner vi, at der i 2014 som helhed vil blive påbegyndt cirka 4,2 millioner kvadratmeter, fortæller chefanalytiker i Dansk Byggeri, Finn Bo Frandsen, og henviser til Dansk Byggeris konjunkturanalyse fra oktober.

Byggeaktiviteten er udsat for voldsomme konjunkturudsving. Finanskrisen og lavkonjunkturen har medført, at nybyggeriet i 2013 og 2014 er faldet til det laveste niveau siden 1993, hvor der blev påbegyndt 4,0 millioner kvadratmeter.

Svære tal at tolke
Ifølge de først offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik er der i januar-september i år fremgang i nybyggeriet af boliger og erhvervsbygninger i forhold til de samme måneder i fjor, mens der er et markant fald i nybyggeriet af bygninger til kulturelle formål samt institutions- og fritidsformål.

- Det er en udfordring at tolke de meget foreløbige tal på grund af den store usikkerhed med Bygnings- og Boligregistret, og da byggeaktiviteten er faldet til et meget lavt niveau, så vil registreringen af et enkelt stort byggeprojekt kunne påvirke niveauet for det påbegyndte etageareal forholdsvist meget, pointerer chefanalytiker Finn Bo Frandsen, Dansk Byggeri.

Ifølge Danmarks Statistik blev der påbegyndt 8.500 boliger i januar-september i år, og for 2014 som helhed skønner Dansk Byggeri, at der vil blive påbegyndt cirka 11.000 boliger, hvilket er 10 procent flere end i 2013.

- Selv om der er fremgang, er niveauet meget lavt. Under krisen i 1930’erne blev der til sammenligning opført 17.900 boliger i gennemsnit om året, fortæller Finn Bo Frandsen.

Artiklen er en del af temaet Branchetal.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14