Sammen med Arkitektskolen Aarhus har de syv aarhusianske arkitektfirmaer, som er involveret i projekteringen af de igangværende supersygehusprojekter, udviklet et nyt typekodningssystem, der optimerer de digitale processer inden for BIM.
Typekodningen er nu gjort frit tilgængelig for alle.
- Systemet er blevet til på baggrund af arbejdsmøder og workshops. Det er en enkel og operationel kodningsstruktur af BIM-byggeprojekter, som baserer sig på rådgiverens projekteringskrav og erfaringer samt på dansk byggeskik og ’best practice’ fra tidligere BIM-projekter, forklarer lektor Per Kortegaard fra Arkitektskolen Aarhus via arkitektskolens hjemmeside.
BIM7AA, som typekodningen kaldes, strukturerer og skaber sammenhæng mellem byggeobjekter, mængdeudtræk/tilbudslister og beskrivelser og kan definere grænseflader imellem rådgiverfagene.
- Ved anvendelsen af metoden opnås en enkel standardisering af rådgivernes produktionsapparat. Den understøtter rådgivernes projekteringsmetodikker i både små og store projekter. Og for at sikre et helstøbt produkt har også ingeniører og landskabsarkitekter været involveret i udviklingsarbejdet, fortæller Per Kortegaard.
Han oplyser, at typekodningen også tæller konstruktioner, VVS, ventilation, el og landskab.
De syv arkitektfirmaer bag BIM7AA er Aart Architects, Arkitema, C.F. Møller, Cubo Arkitekter, Friis & Moltke samt Schmidt Hammer Lassen Architects.
BIM7AA Typekodning download (PDF)