
I dag udnytter byggebranchen langt fra alle de potentialer, som det digitale byggeri giver mulighed for. Det mener Thomas Graabæk (foto), der fungerer som BIM arkitekt hos BIM Equity:
- Korrekt anvendt optimerer digitaliseringen alle projektfaser – fra første skitse over projektering til drift og vedligehold. Ved at koordinere alle samarbejdspartneres input på et tidligt stadie i byggeprocessen eliminerer man principielt hovedparten af de fejl, der normalt først identificeres ude på byggepladsen – med store forsinkelser og overskredne budgetter som resultat.
Han konstaterer derfor, at det burde være oplagt at omfavne digitaliseringen. Men den danske byggebranche har endnu ikke taget digitalisering og BIM (Bygnings Informations Modeller) til sig i et omfang, der for alvor indfrier dens potentielle værdi.
De seneste år er der sket en gennemgribende professionalisering af alle aktørerne i byggebranchen, hvilket også er en af forklaringerne på, at danske arkitekt- og ingeniørvirksomheder har succes i udlandet. Men i deres strategiske udviklingsarbejde fokuserer virksomheder primært på nye markeder og forretningsområder. Hermed overser virksomhederne de optimeringsmuligheder, der ligger i digitaliseringen.
Det undrer Thomas Graabæk:
- Det er iøjefaldende, hvor få tegnestuer, der spørger sig selv, hvilket digitalt stadie de er på om fem års tid. Når der skal tænkes strategisk, kigger tegnestuerne ofte alle andre steder hen end på produktions- og IT-delen. Det er ærgerligt, for der ligger store potentialer i at se BIM som en strategisk fordel frem for en udefrakommende trussel, der fordyrer og tager fokus fra det faglige, siger Thomas Graabæk og fortsætter:
- Når virksomheder fortæller at implementering af BIM har været fordyrende for dem, skyldes det efter min bedste overbevisning primært, at de har manglet en strategi for implementeringen af BIM. Med en klar strategi og målsætning for implementeringen, bliver BIM et aktiv der fremmer processer, kvalitetssikrer projekter og giver en konkurrencemæssig fordel.
Læs mere om ”BIM som forretningsstrategi” på Arkitektforeningens hjemmeside.