23948sdkhjf

Mere metodefrihed, tak

KLUMME: "BIM-metoden bør ikke være et krav, men et potentiale", skriver partner Nina Jensen fra Schønherr.
Respekt for de software leverandører, som ihærdigt prøver at sælge IT-løsninger, der kan efterleve de nye IKT krav. Men hvad er logikken egentlig bag disse krav? Hvorfor skal et ministerium bestemme hvordan den projekterende rådgiver skal udføre sit arbejde? Er det Bygningsstyrelsens opgave at sætte et sejlskib på skinner?

Krav til BIM-projektering er blevet formuleret i en årrække og i bedste mening. Med udgangspunkt i Bekendtgørelsen om anvendelse af informations- og kommunikationsteknologi i henholdsvis offentligt og alment byggeri (IKT bek. 118 og 119) pålægges bygherrer at stille en række IKT-specifikke krav til deres rådgivere.

Den mest oplagte måde at håndhæve dette er henvisninger til branchens omfattende samling af IKT-tekniske specifikationer, beskrivelser og vejledninger. Således kan det ske, at en bygherre i god tro viderestiller en række krav om noget, som reelt set ikke gavner hverken bygherre, rådgiver, entreprenører eller i sidste ende det udførte projekt. Med andre ord: Krav til BIM er ikke lig med behov for BIM!

Når IKT-krav bliver mål i sig selv
På Bygningsstyrelsens hjemmeside står, at ”Anvendelsen af projektweb, digitale bygningsmodeller og digital kommunikation generelt er med til at effektivisere, systematisere og dokumentere den digitale projektinformation, der løbende udarbejdes og udveksles mellem parterne i et byggeprojekt.”

Med IKT-bekendtgørelsen som lokomotiv for denne holdning pålægges rådgivere herved direkte at anvende BIM-metoden i større eller mindre grad. Indirekte pålægges de således også at investere i den software, som gør det muligt at arbejde med BIM-metoden. Umiddelbart er metodens fordele ganske oplagte, når det kommer til håndtering af enorme mængder komplekst sammensatte data som lys, energi, ventilation, statik, konstruktion, logistik og meget mere. Ret beset er BIM-metoden så oplagt for en række faggrupper, at Bygningsstyrelsens krav til anvendelsen kan virke ganske overflødige.

" [...] landskabsarkitektfaget bør give sin mening til kende, når Bygningsstyrelsen favoriserer én bestemt metode, via de krav som fremstilles i IKT-aftalen. Sundhedsstyrelsen ville næppe heller komme langt med et krav om anvendelse af Kærgården, blot fordi det er smørbart."
Men bygge- og anlægsprojekter omfatter så meget mere end projektering af konstruktioner baseret på komplekst sammensatte data. Bygge- og anlægsbranchen hviler på et fundament af generationers akkumulerede viden og erfaring, som dagligt udbygges, videregives og udføres ganske analogt i et løbende samarbejde mellem de projekterende fagfolk. Her bestemmer den gode kemi, den sunde fornuft og den gensidige respekt. Enhver projekterende rådgivervirksomhed har et helt naturligt incitament til at finde og finjustere den mest effektive arbejdsmetode til ethvert projekt. Ikke mindst i projekter af den størrelsesorden som er omfattet af IKT-bekendtgørelsen.

Når IKT-bekendtgørelsens krav pålægges alle involverede faggrupper, risikerer projektgruppen i værste fald, og ofte ganske uforvarende, at gøre IKT-kravene til et mål i sig selv. Gode erfaringer, best practice, og nye ideer må således vige pladsen for en ovenfra dikteret metode, som hverken tager hensyn til de projekterendes digitale ressourcer, eller til de faglige kompetencer, som reelt har kvalificeret projektgruppen til opgaven.

Men med hvilket formål, må man spørge, stilles disse krav om digital udveksling, hvis kravene ender med at spærre vejen for den sunde fornuft, og en potentielt endnu mere effektiv metode?

Krav om BIM gavner ikke proces og resultat
Ønsket om større metodefrihed, og til dels også definitionen af metodefrihed, diskuteres ivrigt i et netværk af danske landskabsarkitekter. Diskussioner og videndeling om udviklingen af BIM foregår desuden i LinkedIn-gruppen ”BIM i landskabet”, som p.t. tæller 75 danske og udenlandske medlemmer.

Landskabsarkitektfaget er til stede det ekstremt brede og alsidige felt af opgaver, som binder byggeri og anlæg sammen. Vi skaber de uderum, som gør husene til by og vejen til landskab. Vi tilrettelægger oplevelsen af de rum der spænder fra sokkel til horisont. Vores bygningsdele rummer hele spektret af tid, holdbarhed og foranderlighed; fra urtidens uforgængelige granit til planternes skrøbeligste forårsskud. Hertil kræves en palette af metoder og værktøjer, der rækker langt ud over den software, som i dag muliggør projektering med BIM-metoden. Samtidig er landskabsarkitektfaget meget bevidst omkring de helt nye perspektiver for digitaliseringen af landskabets uforudsigelighed, som BIM-metoden også rummer.

Det er i dette lys, at netværkets diskussioner om metodefrihed skal ses. Den mest udtalte holdning er, at krav om anvendelse af BIM ikke gavner den effektive proces og det endelige resultat. Det er altså ikke BIM-metoden i sig selv, der begrænser, men derimod indsnævringen af metodevalg. Netværkets diskussioner handler i høj grad om den grundlæggende forskel mellem krav og behov, når det gælder BIM-metoden.

Motivation kræver ingen ministerielle pargraffer
Det er uomtvisteligt, at landkabsprojektering efter BIM-metoden rummer store potentialer, og at en lang række landskabsarkitekter arbejder på at kunne drage nytte af metoden med de værktøjer, som i dag findes på markedet. Parallelt hermed diskuteres også, om BIM-metoden – i alle dens afskygninger – bør anses som værende den eneste rigtige metode for det byggeri, som er omfattet af bekendtgørelsen. (Kort fortalt offentligt og alment byggeri med entreprisesummer over henholdsvis 5 og 20 mio. kr.)

Teoretisk set er fordelene ved BIM-metoden for landskabsprojektering oplagte. Med programmer som Revit og Eagle Point arbejder en række landskabsarkitekter derfor ihærdigt med at påvise gode resultater. Faget har brug for sådanne pionerer. Men når pionerarbejdet opnår en omtale som værende den bedste og i øvrigt en alment anvendt metode, risikerer man uforvarende at gøre landskabsarkitektfaget en bjørnetjeneste af format.

Når kejserens nye beklædning ophøjes til dresscode, er et opråb på sin plads: BIM-metoden bør ikke være et krav, men et potentiale, som ethvert firma i ethvert fag kan tilgå efter hvert sit behov! Hvis en virksomhed kan projektere på en måde, der giver økonomisk, og ikke mindst arkitektonisk, værdi til bygge og anlægsbranchen uden anvendelse af BIM-metoden, hvorfor så stille metoden som et krav? Og omvendt: Hvis en virksomhed med stor økonomisk og arkitektonisk fordel kan anvende BIM-metoden – hvorfor så stille den som et krav?

Det største krav til enhver projektgruppe må nødvendigvis være at levere et produkt af høj kvalitet på en måde, der giver penge i kassen hos alle involverede. Da kan man tale om øget effektivitet, øget værdi for byggebranchen, og ikke mindst skabelsen af bedre projekter for bygherrernes penge. Motivationen hertil ligger naturligt i enhver privat virksomhed – hertil kræves ingen ministerielle pargraffer. For at leve op til dette ganske fundamentale krav er der behov for at gøre yde det bedst mulige til enhver tid. Det indbefatter helt naturligt en løbende optimering af arbejdsmetoder og en løbende undersøgelse af softwaremarkedets muligheder.

Den digitale biodiversitet er blevet kvalt
Man må spørge sig selv – og andre omkring sig – om det overhovedet gavner den danske bygge og anlægsbranche, at kun de allerstørste aktører har ressourcer til at efterleve de konkrete krav som fremstilles i IKT-bekendtgørelsen. Man må naturligvis anderkende software branchens mulighed for at udnytte bekendtgørelsen som en mulighed til at sælge nye produkter og løsninger, der ”lever op til de nye krav” – det er gængs markeds mekanik (ligesom Coca Cola bare smager bedre, og intet slår en Ipad). Dog mener vi også, at landskabsarkitektfaget bør give sin mening til kende, når Bygningsstyrelsen favoriserer én bestemt metode, via de krav som fremstilles i IKT-aftalen. Sundhedsstyrelsen ville næppe heller komme langt med et krav om anvendelse af Kærgården, blot fordi det er smørbart.

Hvert eneste projekt, hver eneste projektgruppe, og hver eneste projekterende fagmand er unik. Metoder udvikler sig naturligt fra projekt til projekt. Udviklingen skabes af manden på gulvet, af den projekterende, og samles op af foreninger og interesseorganisationer. I en bygge- og anlægsbranche, hvor netværk og samarbejde florerer på kryds og tværs, bør der være plads til den fri udvikling af de mest effektive metoder. En metode kan meget vel gå hen og blive de facto standard uden at frarøve de projekterendes frirum til løbende forbedringer eller alternativer.

Således fristes man til at beskrive den ånd, hvori for IKT-bekendtgøresen er skabt, som en logisk brist, som nærmest umærkeligt over tiden har forrykket den fine balance mellem benhård digitalisering og menneskets frie vilje. I stordriftens ånd er den digitale biodiversitet langsomt blevet kvalt af en digital monokultur. I samme ånd virker IKT aftalen, som en kunstgødning, der fremmer én metode, men langsomt udpiner den jord som metoden skal vokse i. Den forrykkede balance må genfindes.

Skønt metoden i dag er lagt i lænker, er ordet er stadig frit. Og med disse ord er en flerstemmig holdning bragt videre: Giv plads til den digitale biodiversitet. Lad behov komme før krav og gør metoden fri, så den igen kan udvikles og effektiviseres af os, de projekterende.
Læs mere om: BIM
Kommenter artiklen (5)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094