Hos El-firmaet El-Team Fyn med hovedsæde i Odense har det været et godt 2014. Resultatet før skat blev tredoblet til 3,6 millioner kroner, og det er resultatet af et stort fokus på styring af projekterne og vækst på servicedelen.
- Vi har efter et par ikke tilfredsstillende årsresultater arbejdet med en stram styring af vores entreprisesager. Herudover har vi som led i vores strategi øget omsætningen på servicearbejde både på Fyn og i København, siger administrerende direktør Jan Pilegaard, der ejer virksomheden sammen med Søren Jepsen.
Antallet af ansatte har ligget stabilt på cirka 80 medarbejdere i hele 2014.
Virksomhedens afdelinger i Odense, Svendborg og København landede en række spændende projekter i 2014. Det var blandt andet et nyt Mærsk-kontordomicil, hvor PFA er bygherre, men også et nyt klubhus på en ny golfbane i Kerteminde og en række parkeringshuse.
Derudover har El-Team Fyn også indgået en rammeaftale med Energifyn om forsyningsarbejde i Odense.
- Vi ser positivt på fremtiden med en fornuftig ordrebeholdning i 2015, fortæller den administrerende director.
Tredoblingen af resultatet før skat er sket ud af en stigende bruttofortjeneste, der voksede fra 21,9 til 25,7 millioner kroner.