Den nye produktionshal på 5.500 m2, STM Vinduer indviede i går, er den anden i rækken af nye produktionshaller, der er blevet taget i brug i virksomheden indenfor blot tre år. Den nye hal kommer som en naturlig følge af virksomhedens satsning på træ-alu-produkter, oplyser Fyens Stiftstidende.
Direktør og ejer Henning Eriksen skabte med sin satsning på træ-alu-segmentet overskud i 2006 efter år med underskud.
Med den nye hal etableres tre parallelle produktionslinjer med henholdsvis træ, træ-alu og hårdtræsprodukter. Produktionskapaciteten er dermed i overskud, så virksomheden kan vokse og efterkomme markedets krav.
Den nye hal skal ikke blot udvide produktionskapaciteten men også samle tropperne. Virksomhedens montageafdeling, der hidtil har ligget i Rudkøbing, indlemmes nu i fabrikken i Simmerbølle.