23948sdkhjf

Nationale særregler en barriere for byggevaremarkedet

De nationale særregler, der eksisterer i de enkelte EU-lande er en barriere for udviklingen af et europæisk marked for byggevarer, mener direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.
Debatindlæg af direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri. Bragt i Børsen den 30. juli 2007.

Venstres erhvervspolitiske ordfører Jacob Jensen foreslår i Børsen, at der i Danmark skal åbnes for import af byggematerialer, der er lovlige at benytte i andre europæiske lande. Et frisk forslag, der imidlertid støder mod kravene i de nationale byggelovgivninger, på samme måde som danske virksomheder, der ønsker at eksportere byggevarer, skal leve op til kravene i de lande, hvor de ønsker at afsætte deres varer. Men tankegangen bag Jacob Jensens forslag fortjener opmærksomhed - særligt blandt europæiske politikere.

De seneste års høje aktivitetsniveau har medført, at der periodisk har været problemer med at få de nødvendige byggematerialer. Det har ført til ventetider på visse materialer. Mangelsituationen har medført en stigende interesse for at købe byggematerialer i udlandet, men også en interesse for at øge produktionskapaciteten i Danmark - og dermed en naturlig interesse for at kunne afsætte dansk producerede byggematerialer i udlandet, når den høje efterspørgsel på hjemmemarkedet igen klinger af.

Større import og eksport af byggematerialer gør markedet større til gavn for konkurrencen. Men den øgede interesse for import og eksport af byggematerialer har også vist, at det indre marked for byggevarer langt fra er en realitet - på trods af EU's mangeårige bestræbelser for at åbne landegrænserne.

Nationale byggebestemmelser, forskellige fortolkninger af CE-mærkning, nationale kontrolordninger samt indgroede kutymer og vaner sætter i vid udstrækning barrierer for såvel eksport som import af byggematerialer. Politikere og myndigheder har i mange år henvist til, at byggevaredirektivet og CE-mærkningen ville løse alle problemer, når det gælder handel med byggematerialer. Realiteterne er imidlertid, at der skal andre og langt mere håndfaste midler til for at nedbryde barriererne for handel med byggematerialer.

Skal der etableres et stort og velfungerende europæisk marked for byggevarer, skal der sættes fart på indarbejdelsen af fælles europæiske konstruktionsnormer uden nationale særbestemmelser. Men skal det for alvor lykkedes at etablere et større europæisk marked for byggevarer, så skal der etableres byggelovgivning, der gælder for større områder i Europa med ensartede klimatiske betingelser - fx Nordsø og Østersøregionen

Det ligger meget i hænderne på politikerne i Europa at skabe forudsætningerne for et større europæisk marked for byggevarer. Det kræver en fælles europæisk bevidsthed om, at globaliseringen er en mulighed for at øge samhandel og arbejdsdeling og dermed økonomisk vækst. Der skal ske et opgør med traditionen, for at politikerne lukker øjnene for tekniske bestemmelser, der beskytter nationale markeder.

Med afsæt i Jacob Jensens forslag bør der arbejdes videre med etablering af transnational byggelovgivning og transnationale kontrol- og certificeringsordninger. Tiden er inde til for alvor at etablere et reelt europæisk marked for byggevarer. Dette marked skabes ikke ensidigt af Danmark, men vi kan gå foran og presse på.

Kilde: Dansk Byggeri - www.danskbyggeri.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.409