Fra snedkerpige til forsikringsdirektør
Pia Loumann Eienstrand, nyudnævnt COO hos forsikringsmæglerfirmaet Hansson & Partners i Kolding, har ikke fulgt den lige vej til sit nye job. Men da hun i 2000 fik interesse for forsikringer, tog karrieren hurtigt fart
- Som ung vidste jeg ikke, hvad jeg ville, og prøvede en del. Jeg læste sprog, var servitrice og arbejdede tre år på et snedkerværksted, fortæller sydjyden, der efterfølgende faldt over et kontorjob i forsikringsbranchen. Det tændte en gnist hos den enlige mor, som til trods for manglende erfaring fik stillingen.
Manden, der ansatte hende, var tidligere Aon-direktør Klaus Hansson. Da han i 2003 startede Hansson & Partners, fulgte Pia Eienstrand med. I første omgang som assistent, indtil hun i 2006 blev færdiguddannet som forsikringsmægler. Året efter indtrådte Eienstrand i selskabets partnerkreds.
- Der er stort potentiale i at overtage en del af administrationen fra forsikringsselskaberne. Her kan vi skabe bedre løsninger. Desuden oplever vi stigende efterspørgsel efter uvildig rådgivning om firmapensionsordninger. Især modne medarbejdere har behovet. Endelig skal vi bruge unge, dygtige folk, der kan komplementere vores erfarne hold.
Vi har tilknyttet flere jurastuderende og vil tilskynde studentermedhjælperne til at gøre karriere her, siger Eienstrand, der bor i Kolding.
tøtte