Behov for et videncenter for bygge- og anlægsaffald
Der mangler et forum, hvor den samlede viden om bygge-/anlægsaffald fra kommuner, bygherre, rådgivere, entreprenører, affaldsmodtagere kan samles og videreformidles, mener Teknologisk Institut
Dansk Byggeri har fremsendt et forslag til oprettelse af et sådant videncenter for affaldsproduktion, -håndtering og -genanvendelse af bygge- og anlægsaffald til Miljøminister Kirsten Brosbøl. Forslaget til dette videncenter er udarbejdet i samarbejde med Teknologisk Institut henover foråret og sommeren 2014 og ønsket er, at midlerne til et sådan videncenter afsættes på finansloven.
Martin Nerum Olsen fra Teknologisk Institut har som faglig leder inden for netop bygge-og anlægsaffald, oplevet behovet blandt aktørerne i branchen.
- Det er af stor vigtighed, at der sættes fokus på bygge- og anlægsaffaldet, da ca. 30 pct. af al produceret affald stammer fra byggeriet. Miljøministeren har også vedkendt, at der er en udfordring vi skal have løst, ved at igangsætte den nye ressourcestrategi, hvor bygge-og anlægsaffaldet indgår. Det er Teknologisk Instituts opfattelse, at der er stort behov for et videncenter og at værdien af dette vil kunne benyttes blandt mange af byggeriets forskellige aktører samt f.eks. private og offentlige affaldsoperatører, siger Martin Nerum Olsen.
Flere initiativer
I Danmark er der flere initiativer som øger fokus på bygge- og anlægsaffald, f.eks. den nyligt iværksatte kampagne fra Dansk Affaldsforening, Dansk Byggeri, KL og Miljøstyrelsen, der omhandler information om anmeldepligt af bygge- og anlægsaffald til mindre/mellemstore håndværksmestre samt den private borger. Ifølge Martin Nerum Olsen, vil videncenteret også kunne få en vigtig rolle i forbindelse med den slags kampagner.
- Kampagner kan give en øget belastning på de kommunale tilsynsmyndigheder, der i forvejen har knappe ressourcer til behandling af deres pligter omkring bygge-/anlægsaffald. Dermed er der stort fokus fra kommunerne, på at få samlet viden, og den viden ville eventuelt kunne varetages af et videncenter, siger Martin Nerum Olsen.
Viden- og erfaringsudveksling
I dag sidder mange kommuner med i erfaringsnetværk, hvoraf DAKOFAs netværk for bygge-og anlægsaffald er et af dem. Her bliver løbende debatteret omkring de udfordringer der er om bygge-og anlægsaffald i et tværfagligt forum, hvor den tilgængelige viden deles. Men ifølge Martin Nerum Olsen, mangler der et centralt koordinerende videncenter, hvor den samlede viden fra hele aktørkredsen f.eks. kommuner, bygherre, rådgivere, entreprenører og videninstitutioner, kan samles og videreformidles.
- Vi mener, at løsningen er at oprette et videncenter som Dansk byggeri og Teknologisk Institut foreslår. Med driftsmidler tildelt fra finansloven, vil videncenteret være uvildigt og vil kunne anvendes af alle aktører, siger Martin Nerum Olsen.
Hos Teknologisk Institut er der de seneste år samlet meget viden omkring skadelige og miljøproblematiske stoffer i byggeriet som følge af kommercielle rådgivningsopgaver samt i forbindelse med forskning- og udviklingsopgaver. En viden, som Martin Nerum Olsen gerne vil dele med branchen.
- Et helt konkret projekt, hvor Teknologisk Institut genererer viden er et større projekt for Miljøstyrelsen, der omhandler netop udredning af teknologier til identifikation og fjernelse af miljøproblematiske stoffer og materialer fra byggeriet. Et videncenter vil kunne spille en central rolle i forhold til at skulle formidle den indsamlede viden i det specifikke projekt, fremhæver Martin Nerum Olsen.
tøtte