23948sdkhjf

Fremtidens betontype nu i bogform

Teknologisk Institut har netop udgivet to nye håndbøger om selvkompakterende beton (SCC), der udnævnes til fremtidens betontype i byggebranchen. Betonproducenter og entreprenører får her gode råd om at sammensætte SCC og udføre betonkonstruktioner med SCC.
Beton er verdens vigtigste konstruktionsmateriale. I Danmark produceres årligt mere end otte millioner tons beton. Det forventes, at SCC kan medvirke til at give en bedre overfladekvalitet og reducere støbefejl såsom stenreder, ufuldstændig formfyldning og skader på betonens indre struktur. På trods af, at flere og flere begynder at anvende SCC, er der stadig uløste problemer. Håndbøgerne er første skridt på vejen til at afhjælpe disse problemer.

- Der har ikke tidligere været skrevet en samlet publikation om praktisk brug af SCC. Jeg håber derfor, at betonproducenterne og entreprenørerne vil finde mange konkrete og brugbare redskaber til at arbejde med SCC, siger forfatter og seniorkonsulent Claus Vestergaard Nielsen fra Teknologisk Institut, Betoncentret, og tilføjer, at håndbøgerne bl.a. anviser, hvilke flydeegenskaber der bør vælges for at opnå et godt resultat og hvilke forhold, der kræver øget fokus fra entreprenørens side i forhold til traditionel beton.

Fagfolk bag bøgerne
- SCC er den mest lovende nyskabelse i betonbranchen i de seneste 20 år. Set i forhold til traditionel beton kræver SCC ingen vibrering under udstøbning. Jeg er sikker på, at SCC vil gøre det lettere for entreprenører at fastholde medarbejdere. Når betonfolk først én gang har prøvet at arbejde med det her betonmateriale, og på egen krop erfaret dets mange fordele, vil de nødig tilbage til den almindelige beton, siger centerchef Mette Glavind fra Teknologisk Institut, Betoncentret. Hun er tillige leder af SCC-konsortiet, der med hjælp af 17 videncentre og virksomheder, herunder bl.a. MT Højgaard A/S, står bag de to bøger.

Og netop landets største entreprenørvirksomhed MT Højgaard A/S sætter stor pris på udgivelsen af de to nye håndbøger om SCC. Her mener man, at betonbranchen tilføres et teknologiløft, og at bøgerne vil dække et stort behov for at få hjælp til at arbejde med SCC og dermed sikre, at antallet af byggefejl vil falde.

- Jeg er meget begejstret for SCC og anser det som fremtidens byggemateriale. Håndbøgerne vil uden tvivl kunne udbrede kendskabet til og anvendelsen af SCC til gavn for arbejdsmiljøet, produktiviteten på byggepladsen og kvaliteten af byggeriet generelt. Desuden er der behov for konkrete anvisninger på området, så byggeriets parter ikke taler forbi hinanden, udtaler projektdirektør Lars Gredsted fra MT Højgaard A/S.

"Håndbog for sammensætning af SCC" og "Håndbog for udførelse af SCC" blev begge udgivet i august 2007 i forbindelse med SCC-Konsortiets afslutning. Bøgerne koster 300 kr. stykket og kan bestilles på Teknologisk Instituts hjemmeside





Kilde: Teknologisk Institut

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094