Erhvervsparken har fået arbejdstitlen Trollesminde Erhvervspark. Den ligger med direkte udsigt til Frederiksborg Slot og har en central placering i Øresundsregionen. Trollesminde Erhvervspark skal være med til at styrke udviklingen i Hillerød, som har fået ny opmærksomhed med udnævnelsen til regionshovedstad.
- Erhvervsparken får ikke bare stor betydning for Hillerød, men for hele regionen, og derfor synes vi, at projektet er ekstra spændende. Vi glæder os meget til at komme i gang med opgaven, og se, hvordan de arkitekttegnede bygninger kommer til at spille sammen med det skønne område og resten af byen, siger Hans Kragh fra Rambøll Danmark.
På den 55.000 kvm store byggegrund lige vest for byens centrum bliver der bygget 22.000 etagemeter kontorbyggeri på grunden lige over for Hillerøds nye rådhus, tæt på Novo Nordisk og Biogen.
Arkitektur i højsædetDet er planen, at erhvervsparken bliver opført i tre etaper på hver 6.000-8.000 etagemeter eller alternativt et samlet kontorbyggeri. I Trollesminde Erhvervspark vil der blive lagt ekstra stor vægt på god arkitektur og kvalitet. Til at tegne Trollesminde Erhvervspark er valgt Arkitektfirmaet C. F. Møller med arkitekt Lone Wiggers i spidsen.
Bag erhvervsparken står både M. Goldschmidt Ejendomme A/S og Frederiksborg Gruppen A/S. M. Goldschmidt Ejendomme A/S er et helejet datterselskab af M. Goldschmidt Holding-koncernen og ejes af den tidligere grundlægger og ejer af Atlas Ejendomme, Mikael Goldschmidt. Udover at eje en anlægsportefølje af københavnske ejendomme i den absolutte elite, udvikler M. Goldschmidt Ejendomme A/S nye ejendomsprojekter til egen beholdning.
Frederiksborg Gruppen, der har hovedsæde i Hillerød, har på trods af den unge alder allerede realiseret flere større projekter i Nordsjælland. Frederiksborg Gruppen ejes og drives af partnere med stor og bred erfaring indenfor ejendomsudvikling.
Byggeriet går efter planen i gang efteråret 2008.
                
