Fra Dansk Byggeri, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Danske Arkitektvirksomheder og Realdania er der en samstemmende opbakning til hurtigt at forenkle de eksisterende nøgletal for byggeriets udførende parter. Og samtidig hurtigt at starte indsamling af nøgletal for rådgivere i form af et system til måling af kundetilfredshed i bred forstand.
Herudover påbegyndes et arbejde, som skal lede frem til en "version 2.0" af nøgletal for de udførende og for de rådgivende parter samt udvikling af nye nøgletal for bygherrerne i forbindelse med den planlagte revision af nøgletalssystemerne i 2009.
Byggeriets organisationer bakker samtidig op om Byggeriets Evaluerings Center (BEC) som garant for en uvildig og uafhængig håndtering af de fremtidige nøgletal. BEC blev etableret i 2002 af byggeriets parter på basis af en frivillig aftale.