Samfundet forventer i stigende grad bedre kvalitet, færre fejl og større effektivitet. Systematisk kvalitetsstyring og kvalitetssikring er et godt værktøj til at imødekomme disse krav, mener en overvægt af de byggevirksomheder, som har erfaring med at benytte styringssystemerne i deres daglige arbejde.
En ny undersøgelse blandt medlemmer af Dansk Byggeri viser, at knap 75 % af de virksomheder, som anvender et kvalitetssikringssystem, mener det giver færre fejl og reklamationer.
- Desværre viste undersøgelsen også, at ganske mange mindre og mellemstore virksomheder enten ikke har systemer til styring og sikring af kvaliteten eller kun anvender dem, når det er et krav, fortæller Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri.
Derfor har Dansk Byggeri i samarbejde med Kloakmestrenes Kvalitetskontrol valgt at udvikle og udbygge organisationens nuværende vejledende materiale til kvalitetsstyring og kvalitetssikring, så det i endnu højere grad er tilpasset medlemsvirksomhedernes behov. Herudover er det planen at supplere KS-systemet med et system til arbejdsmiljøstyring.
- Der er behov for et enkelt system med standardiserede blanketter til kvalitetssikring. Desuden har virksomhederne vist stor interesse for, at vi også udvikler et vejledende materiale til arbejdsmiljøstyring. Planlægning af arbejdsmiljøindsaten i konkrete opgaver er et område, som kan være en stor udfordring for mange virksomheder. Det er et område som ligger alle meget på sinde, og som vi vil gøre en ekstra indsats for at styrke, siger Michael H. Nielsen.
Udvikling af prototypeArbejdet skal i første omgang munde ud i et vejledende materiale, som vil blive afprøvet på et fagligt område. Her har Murersektionen i Dansk Byggeri lagt billet ind.
- Det er når systemerne bliver afprøvet i praksis, vi får mulighed for at lave de endelige tilpasninger, så de også fungerer i virksomhedernes dagligdag. Først når systemerne er grundigt afprøvet vil vi inddrage andre fagområder. Der vil blive lavet konkrete faglige tilpasninger i forhold til de forskellige faglige områder. Vi forventer, at projektet er færdigt i slutningen af 2008, fortæller Michael H. Nielsen.