23948sdkhjf

Ny sjællandsk bydel med sportslig profil

Næstved slår med nyt byudviklingsprojekt sin position fast som et sjællandsk kraftcenter for sundhed, sport og kultur. Et projektteam med Nielsen & Rubow Arkitekter A/S og Elkiær + Ebbeskov Arkitekter i spidsen har vundet Næstved Kommunes projektkonkurrence om udformningen af den 119 hektar store bydel Stenlængeområdet.
Om få år bliver Sjælland beriget med en ny og anderledes bydel, hvor beboerne har sport- og kulturoplevelser næsten lige udenfor køkkenvinduet.

Næstved slår med nyt byudviklingsprojekt sin position fast som et sjællandsk kraftcenter for sundhed, sport og kultur. Et projektteam med Nielsen & Rubow Arkitekter A/S og Elkiær + Ebbeskov Arkitekter i spidsen har vundet Næstved Kommunes projektkonkurrence om udformningen af den 119 hektar store bydel Stenlængeområdet.

Vinderen blev udvalgt blandt seks konkurrenceforslag, og der var tale om en enig dommerkomite. Fra dommerkomiteen lyder det, at "området som helhed fremstår levende og indbydende med natur, sundhed og aktiv fritid som en ressource for alle – lige uden for døren."

Aktiviteter i gadebilledet
Et vigtigt element i byudviklingsprojektet er en fremtidig etablering af "Næstved Arena" - et kompleks som rummer arena med plads til store begivenheder, sundhedscenter, vandkulturcenter, stadion, hotel og andet relevant erhverv. Den aktuelle projektkonkurrence har handlet om udformningen af hele den bydel, som arena-komplekset bliver en del af.

Bydelen vil i sig selv invitere til aktivitet og sportslige udfoldelser. Vinderforslaget beskriver en såkaldt "sportsrambla" - et hovedstrøg gennem bydelen med motionsplads, scene, bordtennis, forsænket skøjte-/hockeybane, løbesti, volley- og basketbane. Sportsramblaen skal fungere som hele Næstved bys udfoldelsesrum for bevægelse, leg og ophold.

Sportsramblaen er tænkt som den nye bydels hovedattraktion, men samtidig også et væsentligt bindeled mod nord til landsdelens største indkøbscenter, Næstved Storcenter, og mod syd til byens gamle arbejderkvarter, Markkvarteret, og bymidten.

Omkring ramblaen ligger arena, sundhedscenter, vandkulturhus, hotel samt kollegium, skole, øvrige idræts- og kulturfaciliteter og erhverv, ligesom der foreslås 4-6 etages bolig- og kontorhuse mod ramblaen.

Placering & boligområder
I projektkonkurrencen er de deltagende projektteams bedt om at pege på, hvor i bydelen arenaen placeres bedst. I vinderprojektet er arenabyggeriet placeret i Stenlængeområdets nordvestlige del.

I den østlige del skitseres et boligområde med små bolig-øer eller minibyer, der hver rummer 50-120 boliger. Det er tanken, at der skal plantes store træer på toppen af disse bolig-øer, og at der mellem boligøerne er græsenge. Boligerne er række- og punkthuse i op til 4 etager. Samlet rummer bydelen ca. 1.500 boliger.

Inden vinderprojektet kan blive realiseret, skal kommunen udarbejde et forslag til et kommuneplan-tillæg, som derefter skal i offentlig høring. Det er planen, at dette kommuneplantillæg kommer i høring omkring sommeren 2008.

- Vi glæder os til at komme i gang med at gøre projektet endnu mere konkret og gerne i samarbejde med det vindende projektteam, siger borgmester Henning Jensen.

Vinderteamet består af:
- Nielsen & Rubow A/S Arkitekter
- Elkiær + Ebbeskov Arkitekter
- Charlotte Skibsted Landskabsarkitekter
- Grotmij/Carl Bro Trafikingeniører
- Hans Kristensen Center for Bolig og Velfærd;

Tilknyttede inspiratorer: Fritids- og idrætsforsker Thomas Nielsenog energikonsulent Peder Vejsig Cenergia.

Kilde: Næstved Kommune

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109