I næste uge slår Fredericia Messecenter dørene op til det, der bliver Skandinaviens hidtil største fagmesse indenfor byggevarer. Med 250 udstillere i kulissen, der er parate til at indtage scenen samt et messeareal på 32.000 m2 har arrangørerne store forventninger til messen.
- Vi havde ikke regnet med så hurtigt at slå udstillerrekorden fra Byggeri 2006, men det er en realitet. Det vidner om stor optimisme i byggeriet, og det er da også den melding, vi får fra tømmerhandlere over hele landet, siger adm. direktør Palle Thomsen fra Trælasthandlerunionen-TUN, der arrangerer Byggeri-messen sammen med Danske Fagmesser A/S.
Byggeri 2008 skulle gerne tiltrække godt 30.000 byggefagfolk i løbet af de fire dage messen løber.
