Fremgang i ejendomsbranchen
Shoppingcentre mærker øget efterspørgsel efter butikslokaler

Stigende forbrugertillid og detailhandlens vækst det seneste år gør, at investorerne tror på flere kunder, større omsætning, stigende ejendomsværdi og flere udlejede butikslokaler.
Det glæder administrerende direktør i Ejendomsforeningen Danmark, Torben Christensen.
”Det er glædeligt, at detailhandlen er i fremgang. Efter nogle hårde år er økonomien kommet i gang, og der er endelig stor aktivitet i butikkerne. Det er vigtigt for ejerne af butiksejendommene, at færre butikker går konkurs, og at det er blevet nemmere at udleje butikslokaler”, siger han.
Fremgang i shoppingcentre
En af dem, der kan mærke, at der er kommet godt gang i detailhandlen og udlejning af butikslokaler, er Søren Brogaard, country manager i shoppingcenterselskabet Steen & Strøm, der ejer 20 shoppingcentre i Skandinavien. Heraf tre i Danmark med Field’s i København, Bruun’s Galleri i Aarhus og Bryggen i Vejle.
”Store shopping destinationer som Field’s og Bruun’s Galleri har god fremgang, og fremgang i omsætning og besøgstal giver stigende efterspørgsel på butikslokaler. Blandt andre modetøjmærket ’Tiger of Sweden’ og multibrand butikken ’Room’ er på vej med spændende nyåbninger i Field’s. Det bliver en god opfølgning på vores biografåbning i august, der bliver suppleret med flere nye bespisningstilbud. Også i Bruun’s Galleri er der efterspørgsel, når vi har ledige lokaler til udlejning. Lokalerne udlejer imidlertid ikke sig selv, men vi møder ikke så mange lukkede døre som før. Flere aktører i detailhandlen tænker på at styrke deres placeringer, og det smitter af på udlejningen”, siger Søren Brogaard.
Han mener, at det i første omgang er store shopping destinationer strøggaderne i de store byer, der kan mærke den stigende interesse for etablering af nye butikker.
tk