23948sdkhjf

Nyt samarbejde i vinduesbranchen

PT Vinduer skal producere Horn Groups ’Ventilationsvinduer’ til det nordiske marked. Den første projektordre er allerede på vej gennem produktionen.
Efter nogle års tilløb er efterspørgslen på Horn Groups såkaldte ’Ventilationsvinduer’ steget så meget, at det har været nødvendigt at finde en partner, der kan stå for produktionen.

- Vores fabrik er ikke en moderne vinduesproduktion, snarere et avanceret snedkerværksted, der laver koblede vinduer og forsatser til restaurering af gamle bygninger. Vi har lavet moderne vinduer før, men slet ikke rationelt nok, og de ordrer, vi har inde nu, har vi heller ikke kapacitet til at producere, fortæller administrerende direktør og medejer, Peter L. Clausen, til Building Supply.

500 vinduer til Kræftens Bekæmpelse
Den kapacitet har Horn Group fundet hos PT Vinduer, som i løbet af de seneste år opbygget en moderne vinduesproduktion på sin fabrik i Aabybro, små 20 kilometer nord for Aalborg.

- For os har det været vigtigt med en partner, der kan producere i stor volumen og til den rigtige pris. Halvdelen af et Ventilationsvindue er et standardvindue, og jo bedre og mere rationelt det bliver produceret, desto bedre bliver den samlede løsning, forklarer Peter L. Clausen.

Efter indkøb af nye maskiner er PT Vinduer og Horn Group nu i fuld gang med produktionen af de første fælles Ventilationsvinduer. Ordregiveren er Kræftens Bekæmpelse, som i løbet af de kommende tre år skal udskifte alle vinduer i sine administrationsbygninger i hovedstadsområdet:

- Vi sender de første vinduer til København i uge 36, og når vi er færdige med ordren, vil vi have leveret mere end 500 vinduesfag. Og der er mere på vej. Vi sidder med en række større projekter, hvor vi egentlig kun venter på at sætte underskriften, fortæller Peter L. Clausen.

Vil gerne samarbejde med andre fabrikker
Horn Group markedsfører Ventilationsvinduet som ”fremtidens energiløsning”, der sikrer en besparelse på cirka en fjerdel af behovet for opvarmning og køling samtidig med, at der tilføres rigelige mængder frisk luft. Når vejret er koldt - og solen skinner - producerer og lagrer kammeret mellem ruderne solvarme til bygningen. Når det er varmt udenfor, fungerer vinduet som et airconditionanlæg. Vel at mærke uden brug af strøm.

Teknologien bag Ventilationsvinduet blev lanceret i 2012, i regi af selskabet ClimaWin Techniq, men teknologien har været vanskelig at kommercialisere. Sidste år kom en ny og bedre dokumentereret generation på markedet, og ifølge Peter L. Clausen har det gjort det lettere at få byggeriets parter i tale.

- Vi er virkelig kommet ind i varmen og har udsigt til et fantastisk 2016, siger direktøren.

Han har store forventninger til samarbejdet med PT Vinduer og åbner samtidig døren andre vinduesfabrikker:

- Vores koncept bygger på, at vi gerne vil have andre i branchen til at producere vinduer med vores teknologi. Vi har aftalt med PT Vinduer, at vi ikke vil gåtil andre danske producenter for at tilbyde konceptet i en periode, men det betyder ikke, at døren er lukket, understreger Peter L. Clausen.

Samarbejdet får ikke betydning for de to virksomheders øvrige aktiviteter. PT Vinduer fortsætter sine salgsaktiviteter, nu med udvidet sortiment. Horn Group fortsætter både salg og markedsføring af Ventilationsvinduet samt produktionen af vinduer til den ældre bygningsmasse på værkstedet i Lunderskov.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094