En privat arbejdsulykke har onsdag aften kostet en 43-årig mand livet. Ulykken skete i Glumsø mellem Næstved og Sorø, hvor manden var i gang med at ombygge sit hus. - Han havde gravet ud til en kælder, da en lyskasse falder ned over ham, fortæller vagtchef Jens Frederiksen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau. Det er endnu uvist, hvordan ulykken kunne ske. Normalt involveres Arbejdstilsynet kun, når der er tale om en ulykke i forbindelse med lønnet arbejde, men i denne sag har politiet valgt at kontakte Arbejdstilsynet. - De har ekspertisen i denne slags sager, så vi har bedt dem hjælpe med til at finde ud af, hvad der er sket, siger vagtchefen. /ritzau/