1. oktober 2015 tiltræder Frants Nielsen som administrerende direktør i Dorte Mandrup Arkitekter. Samtidig styrkes ledelsen yderligere med udnævnelsen af tre associerede partnere. Dorte Mandrup fortsætter som kreativ direktør med det overordnede designansvar for alle tegnestuens opgaver.
- Vi ønsker at matche den gode udvikling, vi befinder os i, og som vi har ambitioner om at fortsætte, med flere store opgaver i både Danmark og Sverige, fortæller Dorte Mandrup om ændringerne i virksomhedens organisation.
Kasper Pilemand, Mette Borup og Noel Wibrand tiltræder som associerede partnere. De har alle været hos Dorte Mandrup Arkitekter i en årrække og har været projektledere på en række af tegnestuens markante og prisbelønnede byggerier.
Frants Nielsen kommer til Dorte Mandrup Arkitekter fra en stilling som partner og direktør i Werksted, som har speciale i at styrke kreative virksomheder. Han er jurist og HD(O) og har tidligere været ansat hos Henning Larsen Architects, de seneste år som Commercial Director.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at begynde hos Dorte Mandrup Arkitekter. Der er allerede en stor og stigende efterspørgsel efter virksomhedens unikke arkitektur, også internationalt, og i større byggeprojekter. Nu handler det om at styrke organisationen yderligere, så vi kan gribe de muligheder, udtaler Frants Nielsen.
I Sverige lægges der i disse dage sidste hånd på IKEA Hubhult, som er et mødecenter i Malmø med 1000 kontorarbejdspladser. Derudover er en ny hovedbygning til Økonomihøjskolen i Lund og ”Gäddorna”, et 7.500 m2 nyt kontorhus for Skanska i Malmø, to andre projekter, der er under udvikling.
I Danmark er bl.a. opførelsen af Vadehavscentret i fuld gang. Ligeledes pågår projekteringen af 130 nye boliger i Århusgadekvarteret i Nordhavn i København samt udformningen af helhedsplanen for 68.000 m2 på Kalvebod Brygge i København med et nyt IKEA-varehus som omdrejningspunkt, som Dorte Mandrup Arkitekter også tegner.