23948sdkhjf

Building Green kårer årets grønne frontløber

Prisen ”Det Bæredygtige Element” uddeles for andet år. Vi præsenterer de nominerede her.
Et byggefirma, et landskabsprojekt, en bybonde, et husbyggeri og en friskole.

25 indstillinger er blevet til et felt af fem nominerede, der under næste uges Building Green dyster om at efterfølge Gamle Mursten som vinder af ”Det Bæredygtige Element”.

De nominerede til Det Bæredygtige Element:
Logik & Co. (entreprenørfirma)
Green Footprint (landskabsprojekt)
TagTomat (virksomhed)
Diffusionsåbne konstruktioner i Det Åndbare Hus (forsøgsbyggeri)
Den Grønne Friskole (ombygning).
Prisen blev indstiftet sidste år med det formål at sætte fokus på de elementer i byggeriet, som i særlig grad gør en forskel for at fremme bæredygtighed.

- Byggebranchen har mange priser, men vi har manglet en pris, der sætter fokus på den gode historie i forhold til bæredygtighed. Det Bæredygtige Element er den lidt ’skæve’ pris, som i princippet kan gives til alt muligt, der gør en bæredygtig forskel, om det så er en bog, et byggeprojekt, en person eller noget fjerde, fortæller Kasper Lynge Jensen, netværksleder i Innobyg og medlem af fagjuryen.

Svært at finde en vinder
Det er således ikke nødvendigvis det store forkromede byggeri med de mange penge i ryggen, der vinder prisen. Det kan lige så vel være den lille virksomhed, der gør en bæredygtig forskel.

- Det er vigtigt, at der er et ’element’ ved den nominerede, som kan tjene til inspiration for andre i byggebranchen. Det mener vi, at vi har ramt med de fem nominerede. Det er et stærkt felt, og det bliver svært at finde en vinder blandt de fem. Torsdag klokken 14.15 ved vi, hvem der vinder, siger Kasper Lynge Jensen.


Green Footprints er landskabet omkring Bornholms nyrenoverede hotel- og konferencecenter; Green Solution House. Her bliver bygning og landskab medspillere i et dynamisk cradle-to-cradle projekt, som omdanner rest til ressource.

- Der er nogle interessante elementer i parken, som har stået lidt i skyggen af det meget omtalte Green Solution House. Parken rummer løsninger, der kan bruges alle de steder, hvor man skal til at lave klimasikring i urbane miljøer, og det fortjener opmærksomhed, siger Kasper Lynge Jensen.

I Green Footprints omdannes kompost fra landskabets nyttehaver til varme og elektricitet til hotellet via et pyrolyseanlæg, mens spildevand renses af alger og bruges til vanding inde og ude. Lokale restmaterialer, såsom glasaffald, byggematerialer og stenmel fra granitbruddet, anvendes på nye, innovative måder som bæredygtige belægninger og bitumenfri landskaber.

Aktørerne bag det 65.000 kvadratmeter store landskabsprojekt er SLA, GXN, Rambøll og Steenbergs Tegnestue.

Huset der kan ånde
Det Åndbare Hus er opført som et forsøgsprojekt af byggefirmaet Egen Vinding og Datter. Huset blev indviet den 17. september og skal teste effekten af at bygge med afgasningsfrie byggematerialer.

Det er ikke selve huset, men de diffusionsåbne konstruktioner, der er nomineret til Det Bæredygtige Element. Idéen er at gøre huset åndbart for derved at slippe for de indeklimaproblemer, der opleves i mange huse.

- Tanken er, at man kan transportere fugt igennem konstruktionen. Det er sjældent en mulighed i dag på grund af vores måde at bygge på. Denne konstruktion er bygget til at håndtere det, og det gør, at man måske kan skrue lidt ned for ventilationsbehovet. I juryen vil vi gerne anerkende forsøget og denne måde at arbejde på, siger Kasper Lynge Jensen.

Det første år skal der foretages en række tekniske test i Det Åndbare Hus. Dernæst vil en familie flytte ind med henblik på at måle indeklima, fugt og afgasning, mens huset er i brug.

Det socialt ansvarlige byggefirma
Logik & Co. er et københavnsk byggefirma, der har gjort bæredygtighed og ansvarlighed til bærende værdier for sit virke.

- Det kommer til udtryk gennem de løsninger, de vælger, men det kommer i dén grad også til udtryk i den måde, de ansætter folk på. De tager folk ind, som måske har svært ved at finde arbejde andre steder. De er fleksible i måden at arbejde med mennesker på og har en meget social tilgang til det at have håndværkere gående, siger Kasper Lynge Jensen.

- Det er en interessant entreprenør, og som fagjury vil vi gerne være med til at fortælle deres historie. Kan vi inspirere andre til at følge Logik & Co.’s eksempel, så får vi mere bæredygtigt byggeri i Danmark, siger Kasper Lynge Jensen.

Samler folk om at bruge byrummet
Virksomheden Tagtomat emmer af bæredygtighed og lysten til at gøre noget. Det handler måske umiddelbart om fødevarer, men det handler også om at samle folk om et fælles projekt, bruge bygningerne og miljøerne imellem dem.

- I stedet for bare at have en asfaltgård skaber man et grønt element og et socialt, fælles projekt som det at dyrke noget til eget brug. Tagtomat formår at samle folk om at aktivere bygningen og bruge byrummet på en anden måde, end det er tænkt. Mads Boserup Lauritsen er et godt eksempel på en ildsjæl, der kan inspirere andre, siger Kasper Lynge Jensen.

Fra fabrik til bæredygtig friskole
Den Grønne Friskole er et projekt, der har formået at tage en udtjent bygning og anvende den i en ny funktion.

- Det er en gammel fabrik, som er omdannet til friskole. Det er et projekt, hvor bæredygtighed er tænkt ind i rigtigt mange led – dels i materialerne og i måden, man har grebet renoveringen an på, men også i det at det at være elev på skolen. Børnene har blandt andet været med i renoveringen, og de får ’hands on’- erfaring, og en fornemmelsen af, hvad det vil sige at være i en bygning, hvor der hele vejen igennem er fokus på bæredygtighed, fortæller Kasper Lynge Jensen.

Udover Kasper Lynge Jensen består fagjuryen af stadsarkitekt Tina Saaby Madsen fra Københavns Kommune, formand for tænketanken Urban Niels Bjørn, strategisk projektchef Lone Feifer fra Velux, forsker Harpa Birgisdóttir fra SBi samt partner Signe Kongebro fra Henning Larsen Architects.

Vinderen kåres den 29. oktober klokken 14.15 på Building Greens hovedscene i Forum.

Artiklen er en del af temaet Building Green 2015.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109