23948sdkhjf

Skanlux og HMC Huse fusionerer

Fredag blev medarbejderne i Skanlux med hovedsæde i Viborg og medarbejderne i byggefirmaet HMC-huse med hovedsæde i Nykøbing Falster orienteret om, at de to firmaer fusionerer fra årsskiftet.
Det nye firma - Skanlux HMC huse - venter det første år efter fusionen at nå en omsætning på op mod en kvart milliard kroner

Fusionen sker ikke som en følge af den meget omtalte krise på ejendomsmarkedet, men derimod som et ønske om at kunne udnytte de mange muligheder, der er i markedet for både fritids- og helårshuse:

- Formålet med sammenlægningen er ikke at nedlægge stillinger eller fyre medarbejdere - tværtimod vil nyansættelser komme på tale, siger de tre ejere af den nye fælles virksomhed, Henrik M. Christensen, Jakob Nautrup og Bjørn Krogh Andersen.

Henrik Christensen stiftede i 2002 HMC-huse med domicil i Nykøbing Falster. Selskabet har primært været beskæftiget med at bygge luksusfritidshuse for Skanlux. Firmaet har i øjeblikket 38 byggepladser i gang, ligeligt fordelt mellem Øst- og Vestdanmark. Firmaet har i dag 36 medarbejdere ansat og hos underleverandører beskæftiger man 150 ansatte. Firmaet omsatte sidste regnskabsår for ca. 53 mio. kr. og når i år en omsætning på 85 mio. kr.

HMC huse har mødt en meget stor interesse for nogle unikke helårshuse, firmaet har udviklet. Man har imidlertid kun en mindre salgsorganisation. Den får man kraftigt udbygget med fusionen med Skanlux, der siden 2002 har arbejdet med salg og byggeri af fritidshus-koncepter. Skanlux, der i dag har 15 medarbejdere, har aldrig nogensinde haft så stor en ordrebeholdning som nu - og firmaet bruger bogstaveligt talt ikke en krone på markedsføring. Ordrebeholdningen er fordoblet på et år og salget er udelukkende sket på mund-til-mund-metoden.

Skanlux omsatte i fjor for 130 mio. kr., et tal, der vokser betydeligt både i år og næste år i kraft af de ordrer, der allerede er i hus.

De to fusionerende firmaer har været samarbejdspartnere i hovedparten af de seks år, firmaerne har eksisteret.

De tre ejere peger på en række styrker ved fusionen. Man får et landsdækkende salg med et stærkt salgsapparat både i øst og i vest og en effektiv, landsdækkende produktion af både fritidshuse og helårshuse. Man har samtidig en stærk projektafdeling med egen arkitekt og tegnestue og firmaerne har gennem årene opbygget stærke netværk, både i Jylland og på Sjælland:

- Formålet med sammenlægningen er først og fremmest at skabe en effektiv og konkurrencedygtig virksomhed, der har mulighed for at vokse både på fritidshus- og helårsmarkedet, hvor vi har mødt stor interesse for vores nøglefærdige koncepter. Og når vi siger nøglefærdige, er alt altså klar, når køberne overtager husene, fortæller Henrik M. Christensen, Jakob Nautrup og Bjørn Krogh Andersen.

Kilde: Skanlux

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109