23948sdkhjf

Egil Rasmussen A/S slår rekorden

Store lokale renoveringsprojekter gjorde 2015 til det bedste år nogensinde hos Taulov-tømreren.
Kombinationen af udskudte projekter og et skarpt fokus på kernekompetencen, renovering af almene boliger, gjorde 2015 til et historisk stærkt regnskabsår hos Egil Rasmussen A/S.

Tømrervirksomheden fra Taulov ved Fredericia løftede omsætningen med næsten 130 millioner kroner og lagde mere end ni millioner kroner oven i resultatet før skat.

- Det er vores bedste regnskabsår hidtil, og vi er selvfølgelig rigtig godt tilfredse. Det er der ingen tvivl om, siger kalkulationschef Christian Duus, der ejer Egil Rasmussen A/S sammen med direktør Claus Rasmussen og projektchef Jesper Jeppesen.

I kontrast til det hæsblæsende 2015 er det nye år startet ud i et lavt gear, og dermed får regnskabsrekorden formentlig lov til at blive stående. Christian Duus forventer en omsætning for 2016 på cirka 320 millioner kroner og en overskudsgrad på et lavere niveau end de seks procent i 2015.

- Vi har været begunstiget af nogle kæmpestore renoveringsopgaver her i vores område, men de begynder lige så stille at løbe ud nu. Vi har i en periode kørt i et højt gear og er nu i gang med at tilpasse organisationen. Det koster lidt på bundlinjen, forklarer Christian Duus.

Egil Rasmussen A/S har som hovedentreprenør netop taget hul på renoveringen af 172 lejligheder i Korskærparken for Boligkontoret Fredericia. Men ellers er det hovedsageligt mindre tømrerentrepriser, der fylder i ordrebogen i indeværende år.

- Vi regner på store sager i Horsens og Vejle, men de kommer først i 2017, siger Christian Duus.

Egil Rasmussen A/S er en del af Egil Rasmussen Holding ApS, som også ejer murerfirmaet Nielsen & Rasmussen i Fredericia og tømrerfirmaet Egil Rasmussen Århus A/S. Murerfirmaet er kommet ud af 2015 med et overskud på 5,1 millioner kroner før skat, mens tømrerfirmaet i Aarhus endnu ikke har offentliggjort årsregnskab.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078