23948sdkhjf

Sygehusbyggeri udløser Bygherrepris

Region Sjælland vinder Bygherreprisen 2016.
”Et byggeri, som gør en forskel, og hvor bygherren har hævet barren, skabt uventet merværdi og løftet et samfundsansvar”.

Sådan begrunder Bygherreforeningen og Boligfonden Kuben valget af Region Sjælland og Nyt Psykiatrisygehus Slagelse som vinder af Bygherreprisen 2016.

- Opgaven var bundet, ambitionen var høj, og resultatet er et international referencebyggeri, siger Palle Adamsen, direktør i Lejerbo og medlem af bedømmelseskomitéen.

Den regionale ’recovery’-strategi om, at de psykiatriske patienter skal behandles og efterfølgende kunne klare sig selv, var et stærkt pejlemærke for udvikling af projektet og lå til grund for idekonkurrence og patientinddragelse.

Visioner fulgt helt til dørs

Stoltheden var stor, da Region Sjælland erfarede, at byggeriet af det nye psykiatrisygehus belønnes med årets Bygherrepris:

- Vi har haft rigtig store ambitioner på patienternes vegne hele vejen fra ide over udvikling til gennemførelse af byggeriet, og ikke mindst for hvordan både patienter og personale trives i det færdige sygehus. At blive præmieret for at følge de visioner helt til dørs, gør os stolte, siger lægefaglig vicedirektør i Psykiatrien i Region Sjælland, Søren Bredkjær.

I Psykiatrihuset har man verdens mest avancerede lys, hvor varm og strålende LED-belysning følger døgnrytmen og skaber en positiv biologisk effekt hos både patienter og medarbejdere på skiftehold.

- Region Sjælland kan være stolte af at turde investere i lys som en helbredende faktor, siger projektchef Henrik Bendix Olsen.

Lysdesignet er skabt med baggrund i forskningsresultater fra det toneangivende, østrigske Bartenbach og firmaets resultater inden for lysets positive biologiske effekt på blandt andet mødre efter fødslen, folk med udbrændthed eller kroniske rygsmerter.
Strategien kommer i særlig grad til udtryk i den fysiske plan, hvor balancen mellem værelser, fællesrum og udearealer har til formål at give patienterne ro og mod til at bevæge sig ud blandt andre mennesker. Den gennemførte implementering ses i alle detaljer i det endelige byggeri, hvor der er arbejdet med farver, lyd og kunst i arkitekturen. Desuden har en høj grad af innovation præget projektet, herunder bl.a. specielt udviklede senge, info-skærme og LED-belysning.

Tre bygherrer på topniveau
Region Sjælland vinder prisen foran Carlsberg Byen og Danmarks Tekniske Universitet. Ifølge Bygherreforeningen var indstillingerne af meget høj kvalitet, og når Region Sjælland vinder prisen, skyldes det kombinationen af en stærk strategi, en kompetent bygherreorganisation samt et innovativt og helstøbt byggeri, som blev afleveret inden for de afsatte rammer.

Det hører med til vurderingen, at Region Sjælland systematisk har opbygget en stærk og kompetent bygherreorganisation med klare spilleregler for samarbejdet med beslutningstagere og brugere. Regionen har fx også bygget en børne- og ungepsykiatrisk afdeling i Roskilde med helende arkitektur og skal i gang med byggeriet af Universitetshospital Køge med en samlet entreprisesum på 20 mia. kr.

- Alle de tre nominerede er bygherrer på topniveau, men det som i særdeleshed imponerede med psykiatrisygehuset var, at alt ned til mindste detalje var gennemtænkt og gennemsyret af recovery-strategien. Graden af innovation er bemærkelsesværdigt i dette projekt. En stram økonomi og tidsplan udelukker heldigvis ikke grundlæggende udvikling, som kommer brugerne til gode. Det er på alle måder byggeri i international særklasse, siger Henrik Mielke, CEO i Enemærke og Petersen og bestyrelsesmedlem i Boligfonden Kuben.

Nyt Psykiatrisygehus Slagelse er ikke kun et nyt sygehus, men også en sammenlægning af psykiatriske afdelinger i hele regionen. Bygherreorganisationen er lige nu i indkøringsfasen, hvor teknologier i huset skal tilpasses, og hvor de mange forskellige brugere skal finde sig til rette i nye omgivelser.

- Byggeri er meget mere end fysik og byggeteknik. I dette projekt ser vi et godt eksempel på, at byggerier også handler om visioner, organisationsforandring og proces. Nyt Psykiatrihospital Sjælland har arbejdet målrettet med inddragelse af patientgrupper og medarbejdere for at planlægge fremtidssikrede behandlingsrammer og en moderne arbejdsplads med fokus på patienternes behov, siger Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen og medlem af bedømmelseskomitéen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078