Per Aarsleff A/S har netop indgået en aftale med Sri Lankas National Water Supply and Drainage Board om et nyt drikkevandsprojekt.
Ifølge aftalen skal den danske storentreprenør levere et anlæg, der dagligt skal behandle 180.000 m3 overfladevand. Vandet indtages fra Kelani-floden og kommer til at forsyne 450.000 indbyggere med rent drikkevand.
Aarsleff oplyser til Københavns Fondsbørs, at kontrakten, der har en værdi af 365 millioner kroner, er en såkaldt turnkey-kontrakt omfattende projektering, levering og montering af mekanisk og elektrisk udstyr. Derudover indbefatter arbejdet klippesprængning, udførelse af flodindtag samt etablering af hovedtransmissionsledninger.
Arbejdes forventes afsluttet i 2010 og påvirker ikke årsregnskabet, der afsluttes ved udgangen af denne måned. Aarsleff forventer således fortsat at kunne præsentere et overskud på cirka 250 mio. kroner før skat.