23948sdkhjf

Skattejagt driver byggefirmaer i konkurs

Voldsom stigning i antallet af konkurser skyldes ifølge Dansk Byggeri, at Skat har optrappet indsatsen med at inddrive gammel skattegæld
Skats intensiverede jagt på skatteskyldnere er en kraftigt medvirkende årsag til, at et stigende antal byggevirksomheder har været nødsaget til at dreje nøglen om i 2016, vurderer Dansk Byggeri.

Antallet af konkurser er således eksploderet i årets første otte måneder, hvor det samlede antal konkurser nåede 591 mod 371 i den tilsvarende periode året før - en stigning på næsten 60 procent, fremgår det af de seneste konkurstal fra Danmarks Statistik.

I august alene var der 41 konkurser, hvilket var en pæn nedgang i forhold til julis 58 - men stadig langt flere end i august sidste år, hvor der kun blev registreret 30 konkurser.

Gang i hjulene igen
- De mange konkurser i 2016 er blandt andet drevet af, at Skat er begyndt at indkræve skattegæld, som burde have været betalt for længst. Der er således flere konkurser i 2016, som måske burde være kommet allerede i 2015. Det er derfor ikke et billede af en branche, som er på vej ud over afgrunden, siger Andreas Fernstrøm, analysechef i Dansk Byggeri, i en kommentar til konkurstallene.

Brancheorganisationen er derfor ikke bekymret for sundhedstilstanden i byggeriet, hvor der så småt er ved at komme gang i hjulene igen.

- Det går stille og roligt frem i bygge- og anlægsbranchen, så der er intet, der indikerer, at vi skulle se en kraftig stigning i konkurserne i år. Så det skyldes formentlig en forskydning fra 2015, dels fordi Skat er begyndt at inddrive gammel skattegæld, dels fordi der havde ophobet sig en sagspukkel af konkursbehandlinger Erhvervsstyrelsen, hvilket nok har drevet nogen ud over kanten, siger Andreas Fernstrøm til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Forventer øget aktivitet
Dansk Byggeri forventer, at boligbyggeriet og renoveringsmarkedet vil vise en lille stigning det kommende år, mens anlægsaktiviteten ligger stabilt.

- Vi er i en branche, hvor der efterhånden er flere opgaver at komme efter, men der kan ske et skift i forhold til, hvem der får opgaverne. Vores mavefornemmelse er, at der er ved at ske en konsolidering i branchen, hvor virksomhederne bliver lidt større. Det kan gøre det lidt sværere for de mindre virksomheder og føre til flere konkurser, siger Andreas Fernstrøm.

Han peger på, at flere af de store udbud fra eksempelvis kommunerne retter sig mod større bygge- og anlægsvirksomheder. Det kan gøre det vanskeligere for de mindre at komme ind, selv om de ofte kommer med som underleverandører.

Færre konkurser næste år
Dansk Byggeri forventer på den baggrund, at der vil komme færre konkurser i branchen til næste år, med mindre der sker noget uforudset.

- Men med udgangspunkt i konjunkturerne ser det ganske pænt ud, så det burde føre til færre konkurser, siger Andreas Fernstrøm.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109