23948sdkhjf

Ny direktør på plads i LM Byg A/S

Tidligere Pihl- og Aarsleff-direktør har taget hul på et nyt og spændende kapitel i en omfattende karriere.
I slutningen af juni offentliggjorde LM Byg A/S, at indehaver Carsten Mindegaard overlader jobbet som administrerende direktør til Hans Anker Nielsen , der senest har arbejdet som projektdirektør i Aarsleff-koncernen.

Hans Anker Nielsen tiltrådte sin nye stilling i august og har dermed taget hul på en ny og spændende udfordring i en virksomhed, som i løbet af otte år har forvandlet sig fra en mindre betonvirksomhed til en af markedet førende råhusspecialister.

- Jobbet hos LM Byg giver mig enestående muligheder for at udfolde mine kompetencer på et overordnet niveau, siger Hans Anker Nielsen, som ikke mindst fremhæver virksomhedens åbne kultur baseret på fællesskab, teamwork, gensidig respekt og:

- Det glæder jeg mig meget til fremover at tage del i, siger han.

Til tops hos Pihl
Kvalitet, tillid og ordholdenhed er nøgleværdier for Hans Anker Nielsen, der som nyuddannet ingeniør tog sit første job i entreprenørbranchen i 1987 – som byggeleder i A. Jespersen & Søn A/S.

- Det var et lærerigt job, hvor jeg lærte betydningen af grundighed og god planlægning gennem tilbudsarbejde og produktionsplanlægning, fortæller han.

I 1991 blev Hans Anker Nielsen hentet til E. Pihl & Søn, hvor direktør Haldor P. Ragnarsson tilbød ham job som pladschef for et stort råhusprojekt til cirka 45 millioner kroner på Slagelse Sygehus. Det blev starten på et ualmindelig godt samarbejde, der varede i mere end tyve år.

Som plads- og produktionschef hos Pihl var Hans Anker Nielsen blandt andet med i leder-teamet bag store projekter som Statoils raffinaderi i Kalundborg, Korsør Renseanlæg, Kastrup Station, Øresundsforbindelsen og DGI-byen.

I 2001 blev Hans Anker Nielsen forfremmet til projektchef, og i årene frem til 2007 stod han blandt andet i spidsen for Pihls renovering af Københavns Hovedbanegård, byggeriet af et nyt kontroltårn i Kastrup Lufthavn, Tietgenkollegiet, Copenhagen Business School, Københavns Universitet Amager og et nyt center til televirksomheden Orange.

Herefter tog karrieren hos Pihl for alvor fart. Som 42-årig indtrådte Hans Anker Nielsen i virksomhedens danske ledelse. Først som projektdirektør og i 2010 som underdirektør med 70-80 medarbejdere, en overskudsgivende omsætning på op mod én milliard kroner samt ansvar for en stribe af tidens mest prestigefyldte byggerier – Industriens Hus, FN-Byen, Bryghusprojektet, Allerhuset, Rigsarkivet, Navitas Park, Ny Nørreport, Horten nye domicil, DGI Byen og Søfartsmuseet i Helsingør.

Hurtigt videre efter konkurs
Imidlertid blev der med Pihl-koncernens konkurs i august 2013 sat et brat punktum for Hans Anker Nielsens fortsatte karriere i landets ældste og største internationale entreprenørkoncern.

Nogen pause i karriereforløbet blev der imidlertid ikke tale om. For allerede i september 2013 startede Hans Anker Nielsen således i Per Aarsleff A/S som projektdirektør med ansvar for at opbygge et nyt forretningsområde med fokus på råhus og byggeri.
Det nye forretningsområde blev hurtigt en overskudsgivende succes, og i februar 2015 blev Hans Anker Nielsen udnævnt til afdelingsdirektør og fik blandt andet ansvar for byggeriet af Niels Bohr Bygningen, Copenhagen Tower, CIS Internationale Skole, Uptown Nørrebro, AP Huset og udvidelsen af Rødovre Centrum.

I LM Byg havde Carsten Mindegaard som ejer fulgt Hans Anker Nielsens karriere. Han var ikke i tvivl om, at Hans Anker Nielsen var den rette til at overtage jobbet som administrerende direktør, da muligheden bøsd sig.

Carsten Mindegaard selv har efter otte år i spidsen for LM Byg ønsket at træde et skridt tilbage for i stedet at fokusere på udvikling og på arbejdet i virksomhedens bestyrelse.
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.109