23948sdkhjf

Amager Bakke er et af Danmarks mest komplicerede byrumsprojekter

SLA og BIG samarbejder om at skabe et grønt og sikkert skilandskab – i 85 meters højde.
De vilde visioner om skiløbende københavnere på taget af kraftvarmeværket Amager Bakke er allerede løbet verden rundt.

Her, i 85 meters højde, skal københavnerne løbe på ski, tage på fjeldvandring, dyrke fitness, holde tagpicnic og nyde den helt nye udsigt over Københavns skyline.

Det er de danske landskabsarkitekter SLA, der skal designe og realisere Amager Bakkes nye skilandskab. Arbejdet foregår i tæt samarbejde med Bjarke Ingels Group – BIG, der står bag designet og realiseringen af selve bygningen samt det oprindelige visionsarbejde bag skibakken.

- Ambitionen er at sikre, at Amager Bakke bliver et naturstærkt og oplevelsesrigt rekreativt område, som skaber værdi for hele København, siger Rasmus Astrup, der er partner i SLA.

Løsninger skal opfindes på stedet
Udformningen af Amager Bakkes 11.000 kvadratmeter store taglandskab er ifølge Rasmus Astrup et af Danmarks mest komplicerede byrumsprojekter.

Den stejle hældning stiller store krav til konstruktionen af det rekreative landskab, ligesom de udfordrende vind- og vejrforhold i 85 meters højde besværliggør beplantning.

Varmen fra de store energikedler under taget skal også håndteres, og samtidig skal sikkerheden på skibakken naturligvis være i top.

Projektet på Amager Bakke er enestående, og der findes ikke en reference, som arkitekterne i SLA og BIG kan trække på. Alle løsninger skal opfindes på stedet.

Det sker blandt andet ved, at særlige typer af beplantning testes oppe på taget, så arkitekterne i 1:1 eksperimenter kan afgøre, hvilke løsninger der virker.

Alle løsninger testes ud fra, om de kan håndtere projektets mange funktionelle krav og samtidig maksimere herlighedsværdien for de mange kommende brugere.

Meget mere end en skibakke
- Ved at lære af naturen skaber vi et landskab, som er skabt til at leve under disse forhold. Amager Bakke kommer således ikke bare til at tilbyde en tur på ski, men også helt nye naturoplevelser for børn og voksne, hvor hver enkelt sti byder på nye aktiviteter og udkig, fortæller Rasmus Astrup.

Udover tre forskellige skipister vil Amager Bakke tilbyde aktiviteter som vandre- og løberuter, udsigtsposter samt fitness- og aktivitetspladser baseret på naturens elementer.

Fremover vil de rekreative områder også huse Amager Ressource Centers nye besøgscenter, hvor skoleklasser kan lære om natur, bæredygtighed, teknik og idræt på nye måder.

Desuden skal bakken fungere som elitecenter for en række sportsgrene og være et samlingssted for klubber og forbund.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109