23948sdkhjf

Produktsatsning giver flere store ordrer

Eurotags udvidelse af sortimentet har åbnet døren til et nyt marked.

- Hidtil har vi blot kunnet sige "øv" i de sager, hvor vi ikke kunne overbevise en bygherre eller rådgiver om, at Derbigum var det rigtige valg. Og så i øvrigt ærgre os over at se en af vores gode tagentreprenørkunder være nødt til at vende sig mod en alternativ leverandør.

Sådan forklarer Eurotags Ulrik Hoffmann baggrunden for, at den danske tagpapleverandør har valgt at ændre produktstrategi fra udelukkende at satse på Derbigum-tagpap til nu også at forhandle tolags-løsningen Residek.

- For mange branchefolk er det sådan, at en tagpapløsning pr. tradition skal have to lag SBS. Og vi vil naturligvis gerne have en andel af det marked også, tilføjer Ulrik Hoffmann.

Og Eurotag høster allerede gevinsten af satsningen med flere større leverancer til aktuelle projekter.

Således lægger Krone Tag 4.000 kvadratmeter Residek på et lejlighedskompleks den nye københavnerbydel Bellakvarter, mens Multi-Tag har lagt godt 6.000 kvadratmeter Residek på en ny DTU-bygning i Lyngby.

I Middelfart har Bakkekildegaard Byens Tag lagt knap 10.000 kvadratmeter Residek på et nyopført lejlighedskompleks, og ved fagskolen TEC i Ballerup har Carstens Tagdækning renoveret en eksisterende tagflade med knap 11.000 kvadratmeter Residek.

Successen er skabt gennem en målrettet salgsindsats, men skal ikke ses som et udtryk for, at Eurotag nedtoner sit engagement i forhold til Derbigum.

- Derbigum har helt unikke egenskaber på en lang række områder. Og så har den en grøn profil, som byggesektoren efterspørger, siger Ulrik Hoffmann og henviser til, at en række Derbigum-produkter netop er blevet optaget på Nordic Eco Labelings liste over byggevarer, der må indgå i svanemærket byggeri.

- Så vi mener fortsat, at Derbigum er fremtidens tagpap, siger han.

Både Derbigum og Residek fremstilles hos Imperbel, sydøst for den belgiske hovedstad, Bruxelles.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.048