23948sdkhjf

90 års landskabsarkitektur digitaliseres

Siden 1920 har landskabsarkitekter, akademikere, journalister og andre fagpersoner skrevet tusindvis af sider om landskabsarkitektur i Magasinet Landskabet.

De mange numre af magasinet, der oprindeligt hed Havekunst, udgives af Foreningen Danske Landskabsarkitekter, som nu har digitaliseret og offentliggjort samtlige numre gennem tiderne.

- Med den samfundsmæssige udvikling er landskabsarkitekturen muligvis mere relevant end nogensinde før, og Magasinet Landskab indeholder nøglen til landskabsarkitekternes selvopfattelse, kulturhistorie og identitet. Jeg er glad for at al den viden nu bliver let tilgængelig og forhåbentligt inspirerer til fagets videreudvikling, siger formand Susanne Renée Grunkin, som til daglig er faglig leder af landskab hos JJW Arkitekter.

Et flashback til 1920
På Danske Landskabsarkitekters hjemmeside bliver der med jævne mellemrum lagt fortællinger fra arkivet frem som appetitvækkere og inspirationstekster.

At tiden, trods alt, var en anden i magasinets første årgang vidner daværende formand for anlægsgartnere, Valdemar Hansens, stemningsfyldte beskrivelse af Dansk Anlægsgartner- Havearkitektforening sommerudflugt anno 1920 om:

- Foreningens motorejende Medlemmer havde stillet Køretøjer til Raadighed. Der startedes Kl. 8 ½ i Hellerup, og Turen gik over Lyngby, gennem Nordsjællands smukke Skove og Hørsholm til Fredensborg, hvor der spistes medbragt Frokost, krydret med enkelte kolde Dramme. Herfra kørtes til Nøddebo, hvor man i Krohaven styrkede sig til den forestaaende Sejltur over Esrom Sø. Medens der ventedes paa Baadene, fordrev man Tiden paa forskellig Maade; en kendt Havearkitekt tilbragte det meste af Tiden med at gaa paa Hænder, en anden kendt Havearkitekt sleb sig en lille Skraber ved den stille Søbred, medens en ligesaa kendt Trædokter tog Livtag med en Overgartner, og atter andre trak sig tilbage til de dunkle Lysthuse i fortrolig Samtale indbyrdes og med Kroens Gæster, hvorfra de kun modstræbende lod sig løsrive, da Tiden for Sejlturen var inde.

Digitalisering af Landskab er gjort mulig takket være bidrag fra Dreyers Fond, Boyes Fond, Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond, Dronning Margrethe & Prins Henriks Fond samt Havekulturfonden. Herudover har redaktør for Magasinet Landskab, Annemarie Lund, samt en arbejdsgruppe af frivillige medlemmer lagt kræfter i projektet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079