23948sdkhjf

Verdens længste cykelbro færdigbygget på rekordtid

Otte kilometer lang cykelbro, designet af danske Dissing+Weitling, klar til indvielse på blot et halvt år.

I oktober vandt Dissing+Weitling konkurrencen om en 8 kilometer lang cykelbro i den sydøstkinesiske havneby Xiamen.

Nu står broen færdig, bygget på rekordtid og indviet i forbindelse med sidste weekends fejring af det kinesiske nytår.

- Det har været et intenst samarbejde. Ikke mange uger efter at vi havde sendt de første tegninger af sted til Xiamens bystyre, havde de opført en 90 meter lang mock-up i 1:1. De byggede nærmest broen ligeså hurtigt, som vi kunne nå at sende dem vores tegninger, fortæller Steen Savery Trojaborg, der er partner og direktør i Dissing+Weitling, i en pressemeddelelse.

Mere sikker cykeltrafik
Xiamens brede boulevarder er forbeholdt biler og er ifølge Steen Savery Trojaborg decideret livsfarlige at bevæge sig rundt på for cyklister.

Derfor bliver den nye cykelforbindelse, der løftes op over byens biltrafik, en kærkommen forbedring af byens infrastruktur for cyklister. Broen løber i anden sals højde under og langs med en eksisterende højbane til offentlige busser.

- Da vi kom ud og oplevede forholdene, var det oplagt at lade cykelforbindelsen løbe under byens eksisterende bushøjbane. Dels er der dårligt plads til cykelstier i gadeplan, dels giver den løftede cykelrute cyklisterne en oplevelsesrig tur med fantastiske udkig over byen, siger Steen Savery Trojaborg.

Byliv i flere niveauer
Fra den otte kilometer lange ’supercykelslange’ udgår små stikbroer med cykelparkeringsløsninger, servicefaciliteter og adgangsforhold til indkøbscentre og offentlige institutioner og busstationer direkte fra bro til bygning i anden sals højde.

- I de tætpakkede asiatiske storbyer ser man ofte, at bylivet leves i flere niveauer. Restauranter og butikker ligger langt fra kun i skyskrabernes stueplan, og i kompakte millionbyer som Hongkong og Shanghai fungerer pulserende skyways ofte som indgang til indkøbscentre og offentlige bygninger, siger Steen Savery Trojaborg.

Erfarne cykelarkitekter
I forbindelse med projektet i Xiamen har Dissing+Weitling trukket på sin erfaring fra arbejdet med cykelbroer og supercykelstier for Københavns Kommune. Tegnestuens hovedværk er den prisbelønnede "Cykelslangen", der er blevet et ikon for København som førende cykelby og et vartegn for Københavns høje bymæssige kvalitet som sådan.

Ud over det netop afsluttede projekt i Xiamen arbejder Dissing+Weitling i øjeblikket på en håndfuld internationale projekter, som skal forbedre forholdene for cyklister i storbyer verden over, blandt andet en omfattende cykelløsning i Californien.

Projektet i Californien er en 80 km lang supercykelsti, og det danske arkitektfirma har stået for planlægning og design af stiforbindelsens mange cykelbroer og ”intersections”. Desuden er firmaet i gang med at tegne på en lang cykelbro i downtown Singapore, der skaber en smuk forbindelse over Kallangfloden.

Adskillige kinesiske og kinesisk orienterede medier bringer nyheden om Xiamens nye rekordlange løftede cykelforbindelse, der skal gøre det sjovere og sikrere at komme rundt i byen på cykel: 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.173