23948sdkhjf

Digital byggestyring kan give store besparelser

Der er milliarder af kroner at hente, hvis alle relevante oplysninger om landets bygninger og ejendomme digitaliseres og registreres i systemer, der kan snakke sammen.
Domænebestyrelse for Bygninger, Boliger og Forsyning har netop lagt sidste hånd på en handlingsplan, der skal sikre en sammenhængende digitalisering af alt, hvad der vedrører håndtering og administration af ejendomme - lige fra projektforslag til nedrivning.

- Selv om rigtig meget er digitaliseret inden for de områder, vi beskæftiger os med, så er det i dag vanskeligt for en række myndigheder at udveksle oplysninger, da informationerne befinder sig i små, lukkede kasser hos de respektive myndigheder, siger domænebestyrelsens formand, Henning Steensig, til Børsen.

Han peger på, at gammeldags systemer til ejendoms- og bygningsadministration gør sagsbehandlinger til meget langsommelige processer:

- Her er oplysninger, der skal hentes frem manuelt fra bøger og ringbind, og hvor det, der i en ideel verden ville kunne klares med et klik med musen, ofte tager 14 dage, siger Steensig.

Her og nu vil der være tale om forholdsvist store investeringer, men ifølge formanden er der så store besparelser at hente, at investeringerne kan hentes ind på få år:

- Vi kan tage eksemplet ejendomshandel, hvor en ny, samlet digital løsning vil betyde, at man ikke længere skal bruge tid på at rekvirere oplysninger fra flere forskellige myndigheder, men kan gøre det samlet via internettet. Her har vi beregnet, at engangsinvestering på 100 mio. kroner vil give samfundsmæssige besparelser på 70 mio. kroner om året, og at et sådant system derfor vil være tjent ind på mindre end to år. Og samlet set for hele digitaliseringsindsatsen taler vi om milliardgevinster, fastslår Henning Steensig.

Domænebestyrelse for Bygninger, Boliger og Forsyning lægger op til, at den digitale omlægning finansieres gennem en gebyrordning, som løbende vil kunne trappes ned for til sidst helt at forsvinde igen.

Kilde: Børsen

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141