De kommende år vil sandsynligvis byde på store omvæltninger i ejendomsbranchen, og hos Sjælsø analyserer man løbende markedet for nye og spændende muligheder:
- Der vil opstå nye alliancer på kryds og tværs, og vi har stor tiltro til en stor efterspørgsel på det polske og svenske ejendomsmarked. Polen har en høj underliggende vækst på omkring 5 % årligt, og Sverige er ikke så hårdt ramt af spekulationsbyggeri som Danmark, siger administrerende direktør Flemming Jensen til Børsen.
Ovenpå et 2008, der bød på et fald i indtjeningen fra 1.021 til 205 mio. kroner, er fokus i 2009 primært rettet mod konsolidering og nedbringelse af gæld, således man i de efterfølgende år kan udnytte de opkøbsmuligheder, som med stor sandsynlighed vil byde sig til.
I mellemtiden kan Sjælsø meget vel komme til at indtage rollen som operationel partner. Flemming Jensen er nemlig på nuværende tidspunkt i kontakt med kapitalpartnere, der ønsker at gøre brug af Sjælsø Gruppens kompetencer på området.
Den rollefordeling passer fint med Sjælsøs strategi for 2009, fordi det således ikke vil være nødvendigt for Sjælsø at rejse kapital til projekterne.