23948sdkhjf

Nyt Videncenter vil i dialog med håndværkere og rådgivere

Klima- og energiminister Connie Hedegaard indviede onsdag det nye Videncenter for energibesparelser i bygninger, der skal udbrede viden om energirigtige løsninger til de professionelle i byggebranchen.
Håndværkere og rådgivere indtager en nøgleposition i bestræbelserne på at bringe CO2-problematikken højere op på dagsordenen i byggeriet.

Derfor er det netop disse grupper, som er målgruppen for arbejdet i det nye Videncenter for energibesparelser, der onsdag eftermiddag blev officielt indviet på Teknologisk Institut i Taastrup:

- Håndværkere og rådgivere er i kontakt med bygningsejerne netop i det øjeblik, hvor de skal træffe beslutninger om, hvordan de vil renovere deres bygninger. De har derfor en unik mulighed for at overbevise bygningsejerne om, at et lavt energiforbrug i bygningen er en både nødvendig, snusfornuftig og klimarigtig investering, forklarer Centerleder Vagn Holk.

Indvielsen fandt sted under overværelse af klima- og energiminister Connie Hedegaard, og hun gav udtryk for store forventninger til centrets arbejde i de kommende år:

- Bygningsejere og håndværkere skal have konkret information om, hvad de kan gøre for at medvirke til mere energirigtige bygninger. Det er derfor, jeg har taget initiativ til det ny Videncenter, der åbner i dag. Det skal udfylde den meget vigtige rolle at udbrede viden om de rigtige energiløsninger i praksis til byggebranchen, fastslår ministeren.

Fakta om Videncentret
Videncenter for energibesparelser i bygninger under Energistyrelsen er et resultat af den energipolitiske aftale fra februar 2008.

Centret skal understøtte den samlede energispareindsats i Danmark. Målet er at spare 1,5 % af slutforbruget om året frem til 2020. Centrets hovedopgaver er delt i tre overordnede arbejdsområder; Viden, løsninger og formidling.

Energistyrelsen har valgt et konsortium til at varetage den daglige drift af centret. Konsortiet består af Teknologisk Institut, Statens Byggeforskningsinstitut/Aalborg Universitet, Viegand & Maagøe samt KommunikationsKompagniet.

Videncentret har til huse på Teknologisk Institut i Taastrup, og centerleder er Vagn Holk.

Læs mere på www.byggeriogenergi.dk

Kilde: Teknologisk Institut

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11