Forleden afsluttede Viborg Kommune licitationen på sit nye rådhus, og den lave aktivitet i byggeriet havde sat sit tydelige præg på de afgivne bud.
I alt 48 firmaer var inviteret til at byde ind, og ifølge Viborg Stifts Folkeblad lå de laveste priser på i alt 290 mio. kroner, hvilket er 28 mio. under kommunens oprindelige anlægsbudget.
- En del af forklaringen på det gode licitationsresultat kan nok tilskrives finanskrisen, men netop i den sammenhæng står vi med en rigtig win-win situation. Som bygherre har vi fået nogle favorable tilbud, og samtidig giver vi med et stort byggeri et tiltrængt bidrag til beskæftigelsen i byggebranchen, siger borgmester Johannes Stensgaard til avisen.
Besparelsen vil Viborg Kommune udnytte til at købe sig til en række forbedringer i forhold til det oprindelige projekt samt - hvis byrådet siger ja - et nyt solcelleanlæg.
Det er Henning Larsen Architects, der har tegnet det 20.000 m2 store rådhus, som får hjemme på kaserne-området i Viborg. Sammen med Cowi vandt tegnestuen arkitektkonkurrencen blandt i alt 7 rådgiverteams.
