Tidligere på foråret blev politikerne i Haderslev enige om at opføre en ny isarena i Vojens med klub- og VIP-faciliteter samt en kapacitet på 4.000 tilskuere.
Samtidig blev det besluttet, at den gamle skøjtehal skal renoveres, og kommunen er netop nu på udkig efter totalentreprenører, der ønsker at blive prækvalificerede til opgaven.
Planen er at udvælge 5-7 entreprenører, der skal komme med bud på opgaven i løbet af august eller september.
Der udarbejdes et byggeprogram, der tager udgangspunkt i en behovsanalyse og dialog med Curlingklubben Odin, Vojens Ishockey Klub, Skøjteklubben Sønderjylland SKS og SønderjyskE, ligesom øvrige foreninger og skoler i Vojens har været inviteret til at få indflydelse på projektet.
Byggeriet ventes indledt til oktober og afsluttet i begyndelsen af 2011.