Fredag har Utzon Center premiere på en ny udstilling med værker af Lis Utzon, og bagefter tager centret en helt ny lyssætning i brug, som fremover skal sætte fokus på bygningskomplekset i aftentimerne.
Ophavsmanden til illumineringen er hentet i Australien. Det er nemlig lysmesteren fra Jørn Utzons mest berømte bygningsværk - Operaen i Sidney - der har stået for projektet i Aalborg.
Ifølge Nordjyske kommer lyset - som er hvidt i både varme og kolde toner - til at oplyse bygningens tre store tårne fra alle sider. På den måde kommer den markante konstruktion, som er inspireret af udspændte skibssejl, til at tegne sig over byens lys og med nattehimlen som baggrund.