Boligselskabet Kongeleddet er presset af fraflytning og stagnation, og de tilbageværende beboere kan ikke klare at betale husleje og fællesudgifter for alle de tomme lejemål.
Derfor har selskabet netop søgt Landsbyggefonden om lov til at jævne en hel boligblok med jorden:
- Nedrivning er selvfølgelig sidste udvej, men beboerne kan ikke klare at få væltet yderligere udgifter over sig, siger bestyrelsesformand Helen Siegvardsen til P4 Sjælland.
Hun sætter nu sin lid til, at behovet for boliger til arbejderne ved opførelsen af den kommende Femern-forbindelse kan komme foreningen til hjælp i 11. time.
Håbet er, at konsortiet bag byggeriet vil fatte interesse for at overtage de 63 boliger, men den løsning tror Torben Hansen - formanden for Lolland Kommunes teknik- og miljøudvalg - ikke på:
- Jeg tror ikke et sekund på, at udenlandske bro- eller tunnelarbejdere vil være interesseret i at rykke ind i en lejlighed til 5.000 kr. om måneden. De kommer hertil for at tjene penge og vil foretrække at bo i en skurby, siger han.