I Århus nedsatte kommunen et Task Force i kølvandet på lanceringen af sin job- og vækstpakke i tilbage i foråret, og mandag var regionens bygge- og anlægsvirksomheder inviteret til informationsmøde i forhallen på Jægergården i Værkmestergade.
Anledningen var at informere om byggeaktiviteterne i Århus Kommune i de kommende 10 år, og kommunens fem magistratsafdelinger præsentere alle deres forestående renoverings- og anlægsprojekter.
- Den økonomiske krise skaber utryghed i mange familier, og jeg ser med stor alvor på den stigende arbejdsløshed. For de familier og for den enkelte, der bliver ramt, er det en ulykkelig situation. Der er dog enkelte tegn på, at der er grund til behersket optimisme. En optimisme, som kun kan blive styrket med det, vi her præsenterer virksomhederne for, og dermed også kan være en løftestang for fornyet vækst, flere job og flere elevpladser, siger rådmand Gert Bjerregaard, der har været initiativtager til task force-gruppen.
I går offentliggjorde Århus Kommune en ny opgørelse, der viser, at kommunen i årets første syv måneder har øget anlægsinvesteringerne med 30 % svarende til 140 mio. kroner.