Danske VKR Holding udvider sine aktiviteter inden for byggeindustrien med opkøbet af den franske koncern Stellagroup.
Virksomheden har indgået aftale med kapitalfondene Pai Partners og ICG om at overtage den europæiske producent af blandt andet solafskærmning, rulleskodder, markiser og porte.
AnnonceDet oplyser VKR Holding i en pressemeddelelse.
Med købet får det danske holdingselskab et tredje selvstændigt forretningsområde ved siden af Velux-gruppen og Dovista-gruppen, der producerer henholdsvis ovenlysvinduer og facadevinduer og -døre.
Stellagroup har hovedsæde i Annecy i Frankrig og beskæftiger omkring 2.300 medarbejdere. Virksomheden omsatte i 2025 for 556 mio. euro, svarende til cirka 4,1 mia. kr., og betjener 22.500 kunder på fem europæiske markeder.
AnnonceUdvider porteføljen af byggeprodukter
Opkøbet giver VKR Holding adgang til et nyt produktområde med blandt andet udvendige persienner, markiser, pergolaer, garageporte og hegn til bolig- og erhvervsbyggeri.
Stellagroup har 13 brands og driver 17 lokationer fordelt på Frankrig, Tyskland, Italien, Nederlandene og Storbritannien.
AnnonceIfølge adm. direktør i VKR Holding, Hans Martin Smith, har koncernen gennem længere tid ønsket at udvide med et tredje forretningsområde.
- StellaGroups stærke lokale brands, erfarne medarbejdere og tætte kunderelationer udgør et solidt fundament for yderligere vækst, siger han i pressemeddelelsen.
AnnonceFortsætter med nuværende ledelse
Stellagroup skal fortsætte under sit eksisterende navn og med den nuværende ledelse, herunder adm. direktør Frank Schaedlich.
Den endelige gennemførelse af handlen er betinget af høring af medarbejderrepræsentanter og sædvanlige myndighedsgodkendelser.
Købesummen er ikke oplyst i pressemeddelelsen.
Annonce