Ledigheden i byggefagene er indtil videre faldet med 13 % siden 1. januar, men hos de små og mellemstore vvs-firmaer ser man ikke antydningen af en lignende udvikling.
DS Håndværk & Industri har netop foretaget en større medlemsundersøgelse, og her venter et udsnit af de cirka 1.300 vvs-virksomheder i foreningen, at beskæftigelsen til nytår vil ligge 3,2 % lavere end i begyndelsen af året:
- Det er dejligt at se, at vores medlemsvirksomheder inden for vvs klarer sig godt trods finanskrisen det seneste år. En af årsagerne er, at mange ledere af små virksomheder har et stort socialt ansvar og bor i samme lokalområde som de ansatte. Desuden er vvs-branchen nok ikke så konjunkturafhængig som mange andre brancher, vurderer Lars Bode, direktør for DS Håndværk & Industri, over for Erhvervsbladet.
Han mener, at såvel renoveringspuljen som de fremrykkede offentlige investeringer har haft en effekt:
- Renoveringspuljen har ikke nødvendigvis påvirket bundlinjen, men rent mentalt betyder det noget, at regeringen gør noget for branchen. De offentlige investeringer er først ved at komme i gang, men der har jo været talt meget om skoletoiletter, så mon ikke det får en betydning, lyder det.