Niras underskrev i oktober en kontrakt, der gør virksomheden til bygherrerådgiver på et kommende multimediehus-byggeri i Moskva, som opføres af tv-stationen NTV.
Kontrakten er delt op i flere faser og udløber om fem år, hvor komplekset ventes indviet. Ifølge dagbladet Børsen kan Niras’ samlede honorarindtægt løbe op i et par hundrede millioner kroner.
Kontraktunderskrivelsen er kulminationen på en længerevarende proces, der blev indledt tilbage i 2007:
- Helt tilbage i foråret 2007 blev der etableret kontakt til det russiske NTV, som havde planer om at skabe en tv- og multimedieby i Moskva. Det var, mens projekteringen af DR’s Koncerthus var godt i gang. Repræsentanter fra NTV har besøgt DR-Byen flere gange, forklarer Niras-direktør Karol Marcinkowski.
Den kommende medieby kommer til at bestå af 11 forskudte niveauer og vil blandt andet indeholde radio- og tv-studier, kontorer, teknikrum, restaurant, foyer og reception. Det samlede areal bliver på 113.000 m², og det hele samles under ét tag.
