23948sdkhjf

Nyt oplevelsescenter nærmer sig fuld finansiering

Kommunal bevilling på yderligere 20 mio. kroner sender attraktionen NaturKraft tættere på byggestart.

Et 50 hektar stort område lige uden for Ringkøbing skal over de kommende år omdannes til oplevelsescenteret NaturKraft.

Et enigt byråd i Ringkøbing-Skjern Kommune sender nu projektet nærmere byggestart. Det sker med en bevilling på 20 mio. kroner, som øger kommunens samlede tilsagn til 100 mio. kroner.

Organisationen bag NaturKraft har nu rejst 230 af de 250 mio. kroner, som det samlede anlægsbudget forventes at udgøre, og med den kommunale bevilling holder man fast i forventningen om at åbne oplevelsescentret i påsken 2020.

- Vi tror på en fuld finansiering af projektet, men hvis det mod forventning skulle blive svært at finde de sidste 20 mio. kroner, så tilpasser vi projektet, siger borgmester Iver Enevoldsen.

NaturKraft-projektet har været undervejs siden 2010, hvor Vækstforum under Region Midtjylland besluttede at støtte den videre udvikling af et kommende internationalt oplevelsesfyrtårn.

NaturKraft vil bestå af en stor ringvold på cirka 30.000 kvadratmeter med en integreret hovedbygning på cirka 5.500 kvadratmeter.

Hele anlægget skal med udgangspunkt i de lokale naturkræfter skabe forståelse og indsigt i naturens kræfter og menneskets samspil med naturen, både historisk og aktuelt, samt bevidsthed om, hvordan vi hver for sig og sammen kan bidrage til en bedre balance mellem naturens ressourcer og menneskers behov.

Målgruppen for oplevelsescentret er turister og lokale, der vil blive tilbudt både indendørs og udendørs videnbaserede, actionprægede og sanselige oplevelser. Som en seriøs, videnbaseret attraktion vil NaturKraft også opbygge en skoletjeneste, der kan bruges til at understøtte læringsmål over en bred front fra indskoling til og med gymnasiet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079