23948sdkhjf

Installatører ser rødt

Den bratte opbremsning i byggeriet medførte, at næsten 1/3 af vvs- og elinstallatørerne fik underskud i 2009. Især de små installatører har haft det svært.
2009 blev året, hvor finanskrisen for alvor ramte den danske installationsbranche.

De danske el- og vvs-installatører oplevede et særdeles hårdt år, hvor næsten en tredjedel kom ud af kriseåret med røde tal på bundlinjen.

Det viser en ny brancheundersøgelse fra Deloitte og Tekniq baseret på regnskabstal fra mere end 1.600 virksomheder.

De mindre skal have bedre økonomistyring
En af konklusionerne i undersøgelsen er, at branchens største virksomheder har klaret sig bedst.

Blandt virksomheder med over 40 ansatte var det således kun 1/6, som havde underskud i 2009:

- I en voldsom krise er det afgørende, at man formår at reducere sine omkostninger. Det kræver god økonomistyring og rapportering. Det er positivt at se, at især branchens store virksomheder har haft den nødvendige økonomistyring og rapportering og derfor har været i stand til at reagere hurtigere, siger partner Bo Odgaard fra Deloitte.

Han påpeger samtidig, at det til gengæld er vigtigt, at mindre virksomheder forbedrer deres økonomistyring fremadrettet for at undgå tilsvarende problemer i fremtiden.

Ikke-fakturerbare timer er synderen
Installationsbranchen har haft en samlet omsætningsnedgang på 15 %, mens omsætningen pr. medarbejder er faldet med 8 %.

Sammen med den pressede markedssituation er det en af de afgørende forklaringer på det dårlige år:

- Intern styring og optimering er vejen frem. De ikke-fakturerbare timer er én af de største, faste omkostninger. Her er der et oplagt forbedringspotentiale. Samtidig savner en del af virksomhederne indsigt i, hvor deres indtjening skabes, siger adm. direktør i Tekniq, Niels Jørgen Hansen og fortsætter:

- Hvis man ved, hvilke opgavetyper der giver den bedste indtjening – og hvilke der ikke gør – så har man en rettesnor for, hvilke opgaver man skal løbe langt for at få, anbefaler han.

Væk med de underskudsgivende aktiviteter
Som tommelfingerregel skal en virksomhed give et afkast på 10 % af den investerede kapital for at give virksomhedsejeren betaling for risikoen ved sin investering.

I 2009 havde mere end halvdelen af installatørerne imidlertid et lavere afkast:

- Det er skræmmende, at over halvdelen havde et utilfredsstillende afkast. For næsten hver femte virksomhed har både et utilfredsstillende afkast og en lav soliditet. Disse virksomheder kan meget nemt ende i en ren overlevelseskamp, lyder det fra Bo Odgaard, der kommer med følgende opfordring:

- Derfor bør virksomhederne gå i gang med at vende hver sten i virksomheden, så de kan skære underskudsgivende aktiviteter væk og få tilpasset organisationen.

Tekniq-direktør Niels Jørgen Hansen påpeger i forlængelse heraf, at 10 % af de virksomheder der i sidste års analyse stod i netop den situation, i dag er erklæret konkurs:

- Derfor er økonomistyring et område, virksomhederne vedvarende bør have fokus på at forbedre samt et område, som Tekniq prioriterer højt i organisationens rådgivning af medlemsvirksomhederne, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109