Torsdag morgen slår Carl Ras dørene op for et nyt engroscenter i Hillerød. Det sker på adressen Vølundsvej 4, hvor 6-7 medarbejdere vil stå klar til at byde velkommen i den nye butik.
Ligesom Carl Ras’ øvrige engroscentre er butikken i Hillerød indrettet som et ’oplevelsescenter’, hvor håndværkerne kan afprøve værktøjerne i praksis.
Ligeledes har flere leverandører egne ’universer’ i butikken, hvor de præsenterer samtlige af deres varer.
Nyt målrettet butikskonceptMed ca. 14.000 varenumre på hylderne og ca. 1.000 m². butiksareal er engroscenteret i Hillerød en lidt mindre udgave sammenlignet med de fleste af kædens øvrige butikker.
Det hænger sammen med, at centret repræsenterer et helt nyt butikskoncept for Carl Ras:
- I kraft af vores logistiksystemer har vi efterhånden et så indgående kendskab til, hvilke varer, der efterspørges, at vi kan dække op imod 95 % af alle ekspeditioner med en varebeholdning, der kun udgør ca. 50 % af det fulde sortiment på 27.000 varenumre – uden at gå på kompromis med hverken dybde eller bredde i sortimentet, forklarer adm. direktør Gorm Rasmussen.
- De sidste få procent af ekspeditionerne – og her taler vi om varer, som måske kun handles én gang om måneden - kan leveres den efterfølgende dag fra vores centrallager i Herlev. Vi tilpasser derudover løbende vores sortiment og lagermængder efter de lokale kunders behov, tilføjer han.
Engroscentret i Hillerød bliver det niende af slagsen. De øvrige otte ligger i Herlev, Hørsholm, Emdrup, Københavns Sydhavn, Odense, Århus, Holstebro og Aalborg.