23948sdkhjf

Kunsten at skabe en by

En ny konkurrenceform har udfordret den traditionelle byudvikling i forbindelse med den enorme omdannelse af det gamle havneområde i Køge.
Den tid, hvor byer blot blev tegnet af arkitekter, er forbi. For moderne byudvikling er en kompleks opgave, som kræver meget andet og mere end at tegne huse, torve og gader.

Med byudviklingsprojektet ”Køge Kyst” som omdrejningspunkt har Dansk Arkitektur Center, Køge Kommune og Realdania skabt en udstilling, der skal give indblik i, hvordan en ny konkurrenceform har udfordret både fagfolk, borgere og interessenter.

Den proces skaber samtidig spændende perspektiver for fremtidens byudvikling.

Tværfaglighed og dialog med borgerne
Køges havneområde skal over de kommende 20 år forvandles til en ny bæredygtig bydel, som forbinder den eksisterende bymidte med vandet.

Visionen for omdannelsen er at skabe en bydel, der kan imødekomme nutidige og fremtidige behov.

For at gøre visionen til virkelighed, har partnerskabet Køge Kyst, bestående af Realdania Arealudvikling og Køge Kommune, udviklet en ny konkurrenceform, hvor tværfaglighed og dialog med borgere og interessenter har spillet en central rolle.

Tager hul på en spændende ny udvikling
Arkitekter, ingeniører, sociologer, kultur-planlæggere, økonomer, idræts-, energi- og trafikeksperter m.fl. fra ind- og udland har arbejdet tæt sammen i tværfaglige hold og deltaget i arrangementer med borgere og interessenter.

Til forskel fra mere traditionelle konkurrencer kunne konkurrenceprogrammet, som dannede grundlaget for holdenes opgave, kvalificeres og justeres undervejs i konkurrencen, bl.a. for at indarbejde resultaterne af dialogen med borgere og interessenter. Derfor bruger Køge Kyst begrebet ”den lærende konkurrence”.

Endelig har Køge Kyst i konkurrencen introduceret og afprøvet et nyt værktøj, der skal kvalificere arbejdet med bæredygtig byudvikling:

- I takt med at byudvikling er blevet en meget mere kompleks opgave, er der også opstået en bred erkendelse af, at det kræver mange forskellige faglige kompetencer og nye måder at gå til opgaven på. Køge Kyst har introduceret en nytænkende konkurrenceform, som har taget hul på en spændende ny udvikling, siger Kent Martinussen, adm. direrktør hos Dansk Arkitektur Center.

Platform for debatten om fremtidens byudvikling
Udstillingen ”Kunsten at skabe en by – om udviklingen af Køge Kyst ” åbner den 29. oktober og giver et indblik i moderne byudvikling.

Gennem film, billeder og interviews føres publikum bagom visionen for Køge Kyst og det nytænkende konkurrenceforløb, der ligger til grundlag for den videre udvikling af bydelen. Derudover kan publikum se forslagene fra de fem hold, som har været med gennem hele konkurrencen:

- Udviklingen af Køge Kyst er en proces, som vil strække sig over de næste 20 år. Den tværfaglige konkurrence, som netop er afsluttet, har været et væsentligt skridt på vejen og en utrolig lærerig proces, som vi er glade for at kunne dele med andre, siger Jes Møller, projektchef i Køge Kyst.

Udstillingen, der kan ses i Dansk Arkitektur Center frem til den 30. januar 2011, skal danne platform for debatten om fremtidens byudvikling; herunder den nye konkurrenceform.

Blandt andet afholdes debatarrangementet "Byen for livet – om udvikling af en bæredygtig og levende by”, der finder sted torsdag den 2. december kl. 19 -21. Alle kan tilmelde sig på www.dac.dk .
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094