23948sdkhjf

Energistyrelsen politianmelder 10 isoleringsselskaber for bedrageri

Som opfølgning på den særkontrol af hulmursisoleringssager, som Energistyrelsen offentliggjorde resultaterne fra den 16. marts i år, er 10 isoleringsselskaber nu anmeldt for overtrædelse af straffelovens § 279 om bedrageri.

Det oplyser Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

Isoleringsfirmaerne er meldt til politiet for to forhold. I fem sager har firmaerne ikke indblæst den aftalte mængde isolering, som boligejeren har betalt for, og som energiselskabet har givet tilskud til. I otte sager har firmaerne indberettet for stort areal til energiselskabet af den ydervæg, der skulle isoleres, hvormed isoleringsfirmaet har fået udbetalt for stort tilskud.

Minister lukkede for tilskud
Energistyrelsens særkontrol af hulmursisoleringssager omfattede 62 sager, som havde modtaget tilskud under energiselskabernes energispareindsats. Resultaterne fra særkontrollen viste, at der blandt andet var fejl i dokumentationen, forkerte opmålinger af det isolerede areal og manglende isolering.

På den baggrund indgik energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) den 12. juni 2017 en aftale med energibranchen om permanent at lukke for tilskud til hulmursisolering.

- Jeg står på forbrugernes side i denne sag, og jeg vil ikke acceptere, at der er så omfattende sjusk og fejl, måske endda direkte fusk, med en ordning, hvor der både gives tilskud, og som koster husejerne penge, sagde ministeren ved den lejlighed.

Energistyrelsen har samtidig pålagt syv energiselskaber at tilbagetrække energibesparelser i 28 sager om hulmursisolering, så de opgjorte energibesparelser nedjusteres med 99 MWh ud af i alt 345 MWh. Hos fire af de kontrollerede energiselskaber fandt Energistyrelsen ikke fejl.

I april pålagde Energistyrelsen samtlige energiselskaber at foretage en intern kvalitetskontrol af indberetningerne i alle de hulmursisoleringssager, som blev indberettet i 2016.

Formålet var, at selskaberne skulle afdække antallet af sager, hvor energibesparelsen var indberettet forkert og foretage en korrektion af indberetningen.

Som opfølgning herpå tilbagetrækker energiselskaberne energibesparelser svarende til 3.154 MWh, oplyser Energistyrelsen.

Energiselskabernes energispareindsats

Siden 2006 har energiselskaberne haft årlige energisparemål. Målet er en del af en frivillig aftale mellem energi-, forsynings- og klimaministeren og net- og distributionsselskaber inden for el, fjernvarme, olie og naturgas.

Energisparemålet er gradvist steget gennem årene frem til 2015. Den seneste energispareaftale er fra 2016, hvor selskaberne har forpligtiget sig til at spare 10,1 PJ, hvilket svarer til det årlige energiforbrug i ca. 110.000 gennemsnitlige danske parcelhuse.

Udgifterne til energispareindsatsen betaler forbrugerne over energiregningen. Der er politisk fastsat et loft for udgifterne på 1,5 mia. kr. årligt.

Hvert år gennemføres der over 100.000 enkelte sager, som får støtte fra energispareindsatsen. Det kan f.eks. være udskiftninger af vinduer, isolering af loft og varmerør og skift af radiatorventiler.

(Kilde: Energistyrelsen)

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125