En granskning af projektplanerne for Femern-projektet viser, at det er omkring 20 procent dyrere at bygge en bro end at grave en tunnel under Femern Bælt. Den seneste gennemgang af økonomien viser, at det nu er 600 mio. kr. billigere at etablere en tunnel.
Den kritiske gennemgang af projektplanerne er foranlediget af Jyllands-Postens undersøgelser for mere end 14 dage siden, der afslørede, at økonomien i projektet ikke hang sammen.
- Jeg var mildt sagt overrasket, da jeg hørte, at prisen på en bro var steget så voldsomt. Og det er jeg selvfølgelig ikke tilfreds med, understreger transportminister Hans Christian Schmidt overfor Dagbladet Børsen.
Bent Flyvbjerg, der er professor ved Oxford University, forudser, at regningen kan blive endnu større. Den betragtning kommer efter Bent Flyvbjerg har fulgt både byggeriet af Storebæltsbroen og Øresundsbroen.
