23948sdkhjf

Årets program: To ministre og internationale profiler

Spændende internationale navne og markante hjemlige profiler gæster dette års Building Green i Forum.

Onsdag den 1. november klokken 08.45 slår Forum København dørene op for den syvende udgave af Building Green, hvorefter stadsarkitekt Tina Saaby fra Københavns Kommune går på scenen for at holde åbningstalen.

Programmet er sædvanligvis spækket med indhold og byder samlet set på flere end 120 talere fra ind- og udland i løbet af de to messedage.

Blandt de internationale navne finder man Wolfgang Frey fra de tyske bæredygtighedsspecialister Frey Architekten, Jason Roberts, stifter af non-profit organisationen Better Block Foundation, der arbejder med social bæredygtighed, og Thomas Rau fra det hollandske arkitektfirma Rau.

Listen af danske hovednavne tæller blandt andre Kasper Guldager Jensen fra 3XN/GXN, Mette Tony fra Praksis Arkitekter, Anders Lendager fra Lendager Group, samt energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt og miljøminister Esben Lunde Larsen.

- Vi udvikler hele tiden Building Green som koncept for at nå godt rundt om de vigtige aktører inden for bæredygtigt byggeri. Vi har fokus på høj kvalitet og gode navne, så der hele tiden er noget nyt og interessant at komme efter, siger projektleder Sarah Elhauge.

Masser af debat
Foruden de mange oplæg byder programmet på en stribe af aktiviteter, workshops og seminarer med bæredygtighed som det gennemgående tema.

Bygherreforeningen, Vugge til Vugge, Realdania og Teknologisk Institut bidrager for eksempel med en række indslag, der skal gøre publikum klogere på alt fra bæredygtige finansieringsmodeller over cradle-to-cradle-certificeringer til dokumentation af byggematerialer.

I kategorien Specialist Talks inviterer blandt andre Stark og Kuben Management til debatter og workshops. Desuden vil en lang række aktører på tværs af byggeriets værdikæde tage aktuelle emner op i kategorien VIP-discussions, som blandt andre InnoByg, Danske Arkitektvirksomheder og Københavns Kommune står bag.

Mød folkene bag Circle House
Som noget nyt i år introducerer Building Green Den Bæredygtige Markedsplads, der er er et særligt udstillerområde for iværksættere og studerende.

Arrangørerne har desuden valgt at dedikere et større område til en udstilling om det ambitiøse boligprojekt Circle House. Her kan man møde folkene bag og se mockups fra projektet.

Endelig uddeles prisen ”Det Bæredygtige Element” i år for fjerde gang til en person og en virksomhed, der har ydet en særlig indsats for den bæredygtige udvikling. Sidste år gik priserne til Erling Deigaard, medgrundlægger af den bæredygtige landsby "Andelssamfundet i Hjortshøj", og til det intelligente energivindue ”Ventilationsvinduet”. 

Building Green afvikles i Forum den 1. og 2. november 2017. Læs mere om programmet på buildinggreen.eu

Se mere om messen Artiklen er en del af temaet Building Green København 2017.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141