23948sdkhjf

Fond støtter udvikling af intelligent klimaskærm

Fornyelsesfonden uddelte i den forgangne uge 80 mio. støttekroner. Blandt modtagerne er et projekt, der arbejder på at begrænse bygningers energiforbrug.
De fleste er efterhånden klar over, at størstedelen af bygningers energiforbrug går til køling, ventilation og opvarmning.

Men af æstetiske, praktiske og økonomiske årsager viser det sig ofte som en vanskelig opgave at etablere en effektiv udvendig afskærmning.

”Den Intelligente Klimaskærm”
En sådan løsning kan dog være på vej til at se dagens lys som led i et samarbejde mellem Esbensen Rådgivende Ingeniører, Astrid Krogh Design og Schmidt Hammer Lassen Architects.

Under overskriften ”Den Intelligente Klimaskærm” arbejder parterne på at kombinere teknologi og design i en ny type persienne, der fungerer som en indvendig klimaskærm.

Hovedprincipperne bag klimaskærmen er en kombination af tre elementer; refleksion af overskydende lys ud gennem vinduet, isolerende egenskaber samt akkumulering og forsinkelse af varmeafgivelsen gennem faseskiftende materiale.

Ved at integrere solceller i persiennen kan der genereres strøm til fx at drive en ventilator, der sender overskudsvarme til det fri.

Leder efter producent
”Den Intelligente Klimaskærm” var blandt de 21 projekter, som i sidste uge modtog støtte fra Fornyelsesfonden.

Bidraget lyder på 0,256 mio. kroner og går til den videre udvikling af det nuværende forprojekt, der har til formål at få inddraget en producent i konsortiet.

Næste skridt er at få udarbejdet en portefølje over de hidtil gennemførte tests og målinger af teknologien. Det skal sikre et godt udgangspunkt for forhandlinger med mulige producenter.

Desuden skal de markedsmæssige potentialer for løsningen analyseres, og forventningerne er store blandt partnerne:

- Projektet udfordrer med sin tværfaglige teamsammensætning de gængse processer i byggebranchen. Som pionér-projekt kan det bane vejen for nye intelligente byggekomponenter, der ikke kun leverer bæredygtige løsninger, men som også understøtter den stærke danske designtradition, siger associeret partner Kasper Frandsen fra Schmidt Hammer Lassen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094